“Ah, dét her er livet!”

Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af krisen igen. Tror jeg nok.

Det er rent faktisk muligt at finde meningen med livet på sofaen i et bornholmsk sommerhus

Just breathe

Som så mange andre helt almindelige, moderne mennesker har jeg flere gange haft æren af at smage på stress. Jeg er – gudskelov – sluppet for fulde crashes og decideret udbrændthed, men den dér glidebane, du ved? Den, som – hvis du ikke træder varsomt – fører direkte ned i et stort, sort hul, som du ikke nødvendigvis kommer op fra igen lige foreløbig? Uh jo, den har jeg været ude på nogle gange.

Derfor er det med stor tilfredshed, at jeg i dag kan konstatere, at jeg faktisk er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvis jeg nu selv skal sige det.

På ægte yoga-manér evner jeg efterhånden i de fleste tilfælde at acceptere tingene, som de er; observere dét, der sker, og så bare … trække vejret. ‘Just breathe’, som man siger, når man ligger og roder rundt på en måtte, mens man forsøger at få foden om bag nakken.

Nej, nu HAR jeg aldrig!

Dette står i skærende kontrast til tidligere, hvor jeg ikke så sjældent blev revet med af hvad som helst når som helst – for derefter at kæmpe indædt for dét, JEG mente, var det rigtige. Alt sammen, selvfølgelig, på en tilsvarende passioneret/frustreret/vred/indigneret/oprørt/skuffet/medfølende/indsæt selv flere følelsesladede tillægsord … måde.

Så min nye tilstand er enormt befriende: Alting bliver meget lettere, når man er i stand til at trække på smilebåndet og skuldrene og sige: “Ah, well …” Man sover også bedre om natten, kan jeg afsløre.

Men … hvad er så meningen med det hele?

Problemet er bare, at den her zen-agtige, ‘mind like water’, tilstand har vist sig at have en bagside: Fordelen ved passioneret at lade sig rive med af hvad som helst når som helst er jo, at man i den grad oplever, at der er ting i verden, der er værd at kæmpe for. At LEVE for.

Så hvis man bare trækker på skuldrene og tænker: “Ah, well …”, hver gang der sker noget – hvad er så meningen med det hele? (Og det er så omtrent her, vi undlader at foretage en vurdering af, hvorvidt de forskellige sager, jeg har brugt oceaner af tid og energi på i mit 35-årige liv, reelt har tilføjet mening til min tilværelse.)

Meningen findes på … Bornholm!

For en uges tid siden stod jeg ved et bornholmsk busstoppested og diskuterede ovenstående med min bedre halvdel (vi tager ikke normalt til Bornholm for at diskutere den slags: Vi var på ferie, så det var et tilfælde – uagtet at det bornholmske turistbureau sikkert vil påstå noget andet). Selv på afslappet bornholmer-ferie var jeg i eksistentiel krise!

Men allerede dagen efter sad jeg på sofaen i vores lejede sommerhus – fanget i en solstråle og med kaffe, chokolade og en god bog inden for den helt rigtige rækkevidde – og tog pludselig mig selv i helt spontant at tænke: “Ah, dét her er livet!”

Meningen med livet er altså kaffe og god chokolade, spørger du? Som ægte chokolade-narkoman vil jeg jo ikke udelukke det, men jeg er nu ret sikker på, at dét, der udløste tanken hos mig, var denne magiske formel:

  1. At have TID til at gøre dét, jeg var i gang med (læs: Ingen hektisk fornemmelse af at skulle videre til noget andet lige om lidt).
  2. At dét, jeg var i gang med, var lige præcis dét, jeg havde LYST til at være i gang med. Lige nu.

Så nu er det bare om at integrere de to ting i dagligdagen: TID til de ting, jeg har LYST til – og så er jeg min eksistentielle krise kvit. Dét bliver nemt …!

Flere tanker om at få prioriteterne i orden

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *