Dét bestemmer jeg da selv!

Har du også nogen gange fornemmelsen af, at livet er en slags aparte tennis, hvor du halser rundt efter alle boldene? Så har jeg en god nyhed: Du behøver ikke ramme en eneste af dem!

Dét bestemmer jeg da selv!

Nye udfordringer og angstens sved

Der har været stille et par måneder på bloggen her – og det var egentlig ikke med vilje. Det var blot en prioritering:

En eller anden tosse har nemlig skrevet noget på nettet om vigtigheden af at prioritere og vælge mellem sine opgaver og projekter, så dét har jeg forsøgt at efterleve:

I april landede jeg et nyt job, så jeg har siden da skulle navigere i travlheden, der naturligt følger med afslutningen af det gamle og opstarten af det nye.

Men nu er jeg tilbage. Og så småt i gang med det nye arbejde – der tegner godt, i øvrigt: På én gang søde og tossede mennesker og ditto både sjove og udfordrende opgaver. Men den slags forhindrer selvfølgelig ikke en strukturfascistisk tryghedsnarkoman som undertegnede i at føle bare en smule af angstens sved, gør det vel?

Og så alligevel ikke – ikke helt i hvert fald: Jeg oplever faktisk ikke usikkerheden helt så meget, som jeg havde forestillet mig, at jeg ville. Og som jeg husker at have oplevet den i tidligere og lignende situationer.

Nu er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at mine nye kolleger vil sige, at det helt sikkert har noget med dem og jobbet at gøre (hvilket selvfølgelig er fuldstændig korrekt) – men jeg bilder mig også ind, at jeg efterhånden har lært* et eller andet om ukendt land og de udfordringer, livet byder én.

* Naturlig del af den proces, som andre mennesker kalder ‘at blive voksen’.

Livets store boldmaskine

Tidligere har jeg – sådan helt ærligt – følt mig temmelig magtesløs fra tid til anden:

Som om livet var en art aparte tennis, hvor modstanderen var en boldmaskine på speed, og hvor jeg ikke kunne gøre andet end at halse rundt og forsøge at returnere alle boldene.

Men jeg har efterhånden – for nu at blive i den lidt kiksede tennis-metafor – opdaget, at jeg ikke nødvendigvis behøver slå til hver en bold, der kommer.

Jeg kan sågar vælge slet ikke at forsøge at ramme nogen af dem: Tage mig en pause og se det hele buldre forbi, hvis det nu er dét, jeg har brug for.

I’ve got the power!

Jeg er rettere sagt ved at komme på det rene med, at jeg ikke nødvendigvis kan styre, hvad der sker omkring mig. Til gengæld har jeg opdaget, at jeg rent faktisk har magten til selv at bestemme, hvordan jeg reagerer og agerer på dét, der kommer.

Hemmeligheden er såmænd ‘bare’ at:

  1. Huske, at du har magten.
  2. Spørge hver enkelt bold:
    – Hvor vigtig er du egentlig? (det er de der prioriteringer igen)
    – Haster du nu også lige så meget, som du umiddelbart ser ud til?
    (nogle gange er ‘haster’ nemlig rent selvbedrag)

Behøver jeg i øvrigt at nævne, at 1’eren er markant sværere at gennemføre end 2’eren?

Nåh, anyway … selvfølgelig er der ikke fuldstændig anarkistisk frit slag (no pun intended), når det gælder valgmuligheder – i hvert fald ikke, hvis man bekymrer sig om konsekvenserne af dem:

De reaktioner og handlinger vi vælger på baggrund af ovenstående boldanalyse har jo i sagens natur en række konsekvenser, som man efterfølgende må affinde sig med (fx kan jeg levende forestille mig konsekvenserne, hvis jeg på mit nye job valgte at sætte mig i hjørnet med en kop kaffe, mens jeg passivt betragtede alt det, der susede forbi).

Men magten til at reagere og handle? Den ligger hos os selv!

Og ingen kan tage den fra os, med mindre vi tillader det (eller hvis vi bliver lænket, bundet og tvunget – men her har vi så fordelene ved at leve i et moderne demokrati, har vi ikke?).

Så værsgo: Vælg! Det er alligevel dig, der har magten.

Flere gode råd til at tage magten

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *