Et kontrolfreaks bekendelser – eller ‘hvordan jeg indså, hvorfor jeg planlægger hele tiden’

Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er temmeligt nytteløst at rende rundt at planlægge hele tiden. Har jeg fundet ud af. Her er forklaringen på hvorfor.

Min udfordring i 2016 bliver at bruge så lidt tid som muligt på at planlægge

Ikke et tillidsproblem – bare et … problem

For nogle måneder siden skrev jeg om det tillidsproblem, jeg havde til mig egen todo-liste: At jeg altid rendte rundt med en mental kopi af min liste, som jeg forsøgte at holde styr på, alt imens jeg udførte opgaverne på listen.

Den erkendelse har ført den næste med sig: At jeg stort set altid mentalt forsøger at holde styr på – eller styr på – ting, der skal ske senere. Uanset om tingene står på en liste eller ej.

Jeg har altså ikke et tillidsproblem til mine lister, jeg har snarere en indbygget angst for, at intet bliver gjort (læs: At verden falder sammen om ørerne på mig), hvis jeg ikke konstant har styr på – dvs. tænker på – alting.

Jeg lider rettere sagt af den vrangforestilling, at mine planer og lister er dét, der holder sammen på verden omkring mig. Har jeg indset. Eller helt præcist, så lød den indre monolog sådan her:

“Aha! Det er dét, man mener med ordet ‘kontrolfreak’!”
“…”
“Åh.”
“Pokkers.”

Fremragende redskab, men …

Nu er jeg jo født strukturfascist, så du vil aldrig høre mig sige eller skrive andet, end at struktur og planlægning er fantastiske og produktive redskaber. Men jeg må også erkende, at de er netop dét: Redskaber, man kan tage frem at bruge, når de er relevante. Og som man tilsvarende bør gemme væk, når de ikke er relevante.

De er fx ikke relevante i situationer, hvor jeg ikke har den ringeste anelse om, hvad fremtiden bringer – hvorfor planer, jeg måtte forsøge at lægge, med 99 % sikkerhed kommer til at være spildte kræfter. Og de er kun semi-relevante i situationer, hvor planen var helt rigtigt i går, men ikke helt rigtig i dag: Her skal planen ændres, hvis den overhovedet skal kunne bruges.

Planer er rettere sagt ikke lig den virkelige verden. Og derfor kan man i sagens natur heller ikke styre verden blot ved at styre sine planer. Planerne er snarere en slags navigationsmidler, som man kan pejle efter i hverdagen (og er man god til at lægge planer, kan de være overordentligt gode pejlemærker, mind you).

Den fede 10/90-fordeling

Skal jeg holde op med at lægge planer? Nej! Skal jeg holde op med at forsøge at styre verden ved konstant at minde mig selv om – eller omrokere i – mine planer? Åh ja. Skal jeg i stedet koncentrere mig om dét, jeg laver lige nu? Ih, dét ville da være dejligt. Tak.

Og hvordan gør man så dét? Det ærlige svar er, at det aner jeg ikke, men jeg har i sinde at afprøve en 10/90-strategi på mit struktur-begejstrede hovede. Dvs. at:

  1. Bruge lidt – lad os sige 10 % – af energien på at planlægge, MEN: Huske, at alle planer kun er pejlemærker for, hvordan en udfordring kan tackles (hvilket jeg – ironisk nok – har skrevet et blog-indlæg om tidligere).
  2. Dedikere det meste af den vågne energi til dét, jeg rent faktisk laver, i stedet for at bekymre mig om, hvad der måtte komme. Uanset om det er med i min plan eller ej.

Så nu er det bare med at komme i gang med at øve mig! Et eller andet siger mig, at jeg skal starte med 2’eren …

Mere om fornuftig planlægning og evnen til at fokusere:

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *