Glædelig nyhed: Ikke at orke er ikke tegn på dovenskab

Hvad gør man, når sofaen kalder? Smider alt, hvad man har i hænderne for straks at lægge sig på langs? Eller anklager man sig selv for at være et dovent hundehovede, mens man bider tænderne sammen og knokler videre? Jeg gør det sidste. Men er det nu også dovenskab?

Ikke at orke er ikke tegn på dovenskab

“Hundehovede og ugidelige dovendyr!”

Det kan ramme mig når som helst. Det der med ikke at orke. På arbejde, derhjemme eller når jeg rumler rundt et eller andet sted ude i verden og foretager mig ting: Pludselig kalder sofaen, og det eneste, jeg rigtigt har lyst til, er at brygge en kop kaffe, grave chokoladen op af køkkenskuffen og give efter for sofaens lokkende råb.

Og hvad gør jeg så, når orkesløsheden rammer? Haster jeg mod den første, den bedste sofa – med kaffe og chokolade i hånd? Nej, jeg tager en meget stor, mental hammer, knalder mig selv en ordentlig én oven i hovedet og anklager mig selv for dovenskab, ugidelighed og alskens andre moderne dødssynder.

“Nåhmen, nu gider jeg jo godt …”

For det er jo dét, det handler om: Dovenskab og almindelig ugidelighed. Er det ikke?

Nøh, det er det faktisk ikke. I hvert fald ikke for mit vedkommende (<– egen glorie er hermed pudset). Men det har taget mig et stykke tid (læs: ca. 33 år) at indse, at det i virkeligheden er noget andet, det handler om:

De gange, hvor jeg rent faktisk får blobbet godt og grundigt igennem, indtræffer følgende fænomen med usvigelig sikkerhed på et eller andet tidspunkt:

Min hjerne begynder at boble. Ideer begynder at dukke frem. Jeg bliver rastløs.

Inden jeg har set mig om, er jeg i fuld gang med at redesigne mit website, skrive ideer ned til en roman, nedfælde ingrediens-sammensætning til en ny opskrift eller noget helt fjerde. Det sidste, jeg har lyst til, er i hvert fald at blive på sofaen: Jeg har jo lige fået denne her geniale idé, som kan og må udføres nu. Lige nu.

“Aaah, det er dét, du forsøger at fortælle mig …!”

Så jeg er ikke doven. Tværtimod. Jeg er faktisk temmelig arbejdsom/sprudlende/ ’ikke-til-at-styre-på-10-tønder-land’-agtig. Men jeg bliver – som det menneskedyr, jeg nu engang er – træt, når jeg har været i gang i et stykke tid:

Min krop bliver træt, min hjerne bliver træt, og så er det, ugideligheden dukker op, og sofaen begynder at kalde.

Så det handler altså ikke om dovenskab. Det handler om en krop – incl. hjerne og hvad har vi – der på civiliseret og høflig vis forsøger at fortælle, at det er tid til en pause.

Så dét vil jeg fremover bestræbe mig på at give den. Velvidende, at når kroppen først har fået sin pause, så vil jeg – helt af mig selv – få en sprudlende lyst til at komme I GANG igen.

Så. Dét bliver godt!

Lidt fifs til at få ro på

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *