Klassens stille pige brøler nej

Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride sine grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!”

Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!"

Teorien om grænser

Vi udvikler os, når andre mennesker presser os til at gøre noget vildt og dermed overskrider en af vores grænser. I hvert fald hvis man skal tro diverse events, kurser og ryste-sammen-ture.

Forudsætningerne lader til at være:

  • Det er altid godt og udviklende at overskride grænser.
  • Folk kan ikke selv finde ud af at overskride grænser: Andre skal hjælpe dem med at gøre det.
  • Den eneste måde at overskride en grænse på er ved at udføre ting, der enten er fysisk vilde eller ved at lave en eller anden form for gruppeøvelse.

Dét er noget fis. Mener jeg.

Hvorfor spørger du? Åh, af masser af årsager:

“Årh, kom nu!”

For det første er jeg overhovedet ikke enig i, at det altid er godt og udviklende at overskride en grænse: Jeg tror, vi har personlige grænser af en årsag. Derfor er det snarere vigtigt at mærke efter, hvorfor man vægrer sig mod at udføre en eller anden given handling. Men hvor går grænsen (pun intended)?

Den går såmænd lige dér, hvor dine ønsker og drømme starter:

Hvis der er noget, du rigtig gerne vil, men ikke tør og derfor kaster lange og misundelige blikke efter, SÅ er det en grænse, du vil have gavn af at overskride. For her er det ‘bare’ din frygt, der taler.

Hvis det er alle andre omkring dig, der mener, du skal gøre et eller andet, skal du f*cking-freakeme lade VÆRE med at gøre det, hvis du ikke har lyst!

Dét, du oplever der, er nemlig din egen, personlige grænse, og den skal respekteres. Det er den, der definerer, hvem du er – hvordan din personlighed er skruet sammen – og det er derfor, du har den. Don’t mess with it!

“Kom med hen over grænsen, lille ven”

For det andet ved jeg ikke, hvem der har fundet på ideen om, at vi altid skal have hjælp til at overskride vores grænser? Jeg siger ikke, at det ikke kan være tilfældet, men er det ligefrem reglen?

Nu er jeg sikkert ikke den bedste i verden til at vurdere det, men jeg brøster mig faktisk af at være ganske ferm til at overskride mine egne grænser – frygt-grænserne, vel at mærke: Når der er noget, jeg virkelig gerne vil, men ikke helt tør, så lukker jeg mentalt øjnene og kommanderer mig selv til at holde op med at tænke og i stedet bare gøre det. Og det virker! Helt uden hjælp fra velmenende konsulenter eller almindeligt gruppepres.

Hvad jeg til gengæld er elendig til (men heldigvis hastigt bliver bedre til) er at få andre til at respektere mine grænser: De personlige af dem, that is – ikke min frygt.

Men apropos at blive bedre, kunne jeg faktisk godt bruge nogle flere muligheder for at øve mig i at stå op for mine egne grænser. Så hvornår kommer dét kursus? Hvor man konstant bliver bedt om at deltage i alle mulige og umulige øvelser, og hvor udfordringen er konsekvent at svare: “Nej, det vil jeg ikke!” og “Næhæ, det dér vil jeg heller ikke!”?

“Argh, overskrid ikke min grænse med alt den stilhed!”

Sidst men ikke mindst er der forestillingen om, at dét der overskrider vores grænser altid er noget, der på en eller anden måde er vildt eller voldsomt: Vi skal rapelle, skal vi! Eller lave samarbejdsøvelser med bind for øjnene! Eller afsløre alt for private ting om os selv! Bring it on!

Det skal i hvert fald ikke være noget, der foregår stille, roligt og eftertænksomt, fx at udføre et stykke arbejde eller en øvelse langsomt og omhyggeligt, at gå en lang tur uden at tale sammen eller at være helt alene med sig selv og sine tanker i en time.

Det pudsige er, at mange sikkert vil føle den slags lige så angstprovokerende, som jeg personligt oplever det, når andre forsøger at få mig til at kravle op i noget højt eller at interagere med fremmede mennesker. Så hvorfor blander man ikke de vilde øvelser sammen med deres modsætninger?

Måske fordi vores samfund hylder det vilde og det larmende, dvs. dét der befinder sig på den såkaldt ekstroverte ende af et spektrum.

Ikke kun grænser er forskellige: Mennesker er forskellige

Et af problemerne med kun at dyrke idealerne på den ene ende af det ekstroverte-introverte spektrum er, at alle de mennesker, der befinder sig i den modsatte ende af spektret kommer til at føle sig forkerte og udenfor (der er masser af andre problemer også, men blog-indlægget her er allerede for langt, m’kay?).

Fx oplever en introvert størrelse som undertegnede stadig at blive sendt mentalt tilbage til folkeskolen, hvor jeg sjovt nok også følte mig udenfor:

Fordi jeg ikke turde noget (“Aj, TØR du ikke?”), fordi jeg stort set aldrig sagde noget (“Du siger ikke så meget, hva’?”), og fordi jeg, når jeg endelig sagde noget, talte jeg så lavt, at andre ikke kunne høre, HVAD jeg sagde (“Du må altså lære at tale noget højere!”).

Rettere sagt: “Vær anderledes!”, “Vær anderledes!” og “Vær anderledes!”

Det har stået på i 36 år, og jeg har fået nok: JA, for helvede, der er ting, jeg ikke har nogen som helst lyst til at gøre! Er det et problem for dig, for det er ikke et problem for mig?! NEJ, jeg siger ikke noget lige nu – jeg tænker! Du skulle prøve det, det er faktisk ret fedt! Og ja-okay, jeg skal nok forsøge at tale lidt højere … men fandeme kun, hvis du lover at lytte!

Aaaaah, dét var rart at få ud. Tak.

Vær med til at gøre noget andet

I dag har vi lært at:

  • Det er vigtigt at lære at respektere sine egne grænser – og at respektere andres.
  • Man sagtens kan overskride sine grænser uden hjælp – eller pres! – fra andre.
  • Det kan også være grænseoverskridende at foretage sig noget afdæmpet eller at være helt, helt stille.

Så lad os prøve med den slags udfordringer også, skal vi ikke? Men kun, hvis du har lyst, selvfølgelig.

Mere om forskelligheder og behovet for en revolution

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

3 Comments

  1. Super fedt indlæg, Line!
    Det er med grænser, er interessant. De kan ikke overskrides, hvis man ikke lader folk gøre det. I noget, der minder om en menneskealder, har jeg ladet det ske, fordi jeg havde en forskruet overbevisning om, at jeg ikke måtte trække min…grænse. For hvad ville der så ske (altså jf. min kringlede hjerne)? Jo, ser du – folk ville blive sure, og dét går sørme ikke. Så jeg holdt mig inden for grænsen – andres forstås.
    Men jeg tillader mig at råbe r** og sætte foden ned – nu. For min grænse er min, og sådan skal dét være. Andre må gerne have deres, men jeg råber n e j til at overtage den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *