[BOG PÅ VEJ] Livsmedicin: Hvorfor ikke behandle livsstilssygdomme med … livsstil?

“Hey, vidste du, at kost og livsstil er fundamentalt i forebyggelsen og behandlingen af kroniske sygdomme og symptomer?” Dét er, hvad jeg ville ønske, at nogen havde sagt til mig, da jeg i slut-90’erne begyndte at være kastebold mellem utroligt mange forskelligartede læger.

BOG PÅ VEJ: Livsmedicin – din personlige guide til et bedre helbred og mere velvære gennem stresshåndtering, søvn, kost, fordøjelsespleje og motion

En sølle allergiker

Cystisk acne i teenageårene, fordøjelsesproblemer siden 14-15-års-alderen, eksem og andre spændende hudproblemer siden starten af 20’erne og hormonkludder siden 30 års-alderen: Det er de helt store overskrifter på min egen helbredshistorie.

Nåhja, så er jeg født med både astma og allergi, og for det ikke skal være løgn har hele dette helbredsmæssige rædselskabinet været krydret med større og større besvær med at regulere både energiniveau, vægt og sult-/mæthedsfornemmelse.

Alt der her skete, på trods af at jeg i løbet af 20’erne gik fra at være almindelig, ubekymret Nutella-og-franskbrød-spiser til mere og mere munter og begejstret helsefreak. Og jeg gjorde alt det rigtige: Fulgte de officielle kostråd, dyrkede min intensive motion og huskede at tage mine fridage fra helsetrippet, så det ikke blev for fanatisk og stressende. Lige lidt hjalp det.

Vejen ud af moradset

Jeg fik først brudt ud af denne mystiske, fysiske deroute, da jeg forsigtigt – og temmelig skeptisk, i øvrigt – forsøgte mig med den såkaldte stenalderkost og mærkede markante ændringer allerede i løbet af nogle dage. Dét gjorde mig nysgerrig. Meget nysgerrig. For hvis et forsigtigt forsøg kan have så stor effekt, hvad kan det så ikke føre til, hvis jeg bliver ved med at tweake, tweake, tweake …?

Det kan føre langt, kan jeg afsløre, for jeg har det på alle parametre bedre i dag: Nogle ting er helt forsvundet, andre er næsten-næsten gået i sig selv igen og andre igen driller mig stadig. Men jeg er på vej.

Spørgsmålet er bare, hvor alle mine medmennesker er på vej hen?

Moderne sygdomme og masser af piller

Sygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme, allergier og autoimmune sygdomme er i fremmarch i den vestlige verden. Det er de sygdomme, vi over en bred kam også kalder ‘kroniske sygdomme’ og ‘livsstilssygdomme’. Noget tyder nemlig på, at der – på trods af det moderne livs mange lyksaligheder – er en eller anden form for kuk i systemet i den moderne verden. I hvert fald i det menneskelige system.

Det pudsige er, at når man opsøger sundhedssystemet med kroniske symptomer eller sygdomme, så bliver man som oftest præsenteret for medicin. Der er bestemt ikke noget galt med medicin – medicin kan både lindre og hjælpe – men det kan sjældent fikse de underliggende problemer, som de kroniske symptomer og sygdomme er tegn på.

Lad os behandle livsstilssygdomme med … kost og livsstil!

Når vi nu så klogt går rundt og kalder det ‘livsstilssygdomme’, hvorfor i alverden lader vi så ikke kost og livsstil være grundlaget for både forebyggelse og behandling? Især set i lyset af at både forskning og praksiserfaring inden for fx ernæring, tarmbakterieflora og epigenetik peger på, at kost og livsstil er den afgørende faktor i netop forebyggelse og behandling?

Dét spørgsmål vil jeg elegant undlade at svare på. Til gengæld har jeg sat mig for at dele den viden, jeg selv tørstigt har jagtet, siden jeg på egen krop mærkede, hvor stor positiv forskel kost- og livsstilsændringer kan gøre for et skrantende helbred.

Derfor er jeg gået i gang med at skrive en bog. Titlen bliver ‘Livsmedicin’ (undertitlen skal der måske arbejdes på):

Livsmedicin – din personlige guide til et bedre helbred og mere velvære gennem stresshåndtering, søvn, kost, fordøjelsespleje og motion

Bogen forklarer, hvorfor livsstilsændringer bør være grundlaget i behandlingen af kroniske sygdomme og tilstande, og den giver konkrete gode råd og forslag til, hvilke livsstilsændringer man kan foretage for at styrke og/eller genvinde sit helbred.

Det handler altså ikke om mig og min egen navle, omend min historie indgår i bogen til almindelig inspiration: Det handler om os alle sammen, og ikke mindst handler det om budskabet om, at kost og livsstil er medicin. ‘Livsmedicin’ er rettere sagt den bog, jeg ville ønske, nogen havde givet til mig, da jeg første gang var hos lægen.

Min baggrund for at skrive sådan en bog er i øvrigt ikke sundhedsfaglig, men kommunikationsfaglig: Jeg er cand.mag. i retorik og har tidligere har arbejdet med forskningsfaglig formidling.

Bogen er planlagt til udgivelse i efteråret 2018.

Få en mail, når bogen udkommer

Tilmeld dig mailinglisten for min madblog, Lines Opskrifter, hvis du vil følge med og være sikker på at få et ping, når bogen er på gaden:

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *