Om at stress ikke kun er noget, der foregår i hovedet

Vi skal lære at sige: “Pyt!” og “Nej!” og huske at være mega mindfulde, mens vi gør det – sådan tackler vi bedst stress! Dét er uden tvivl rigtigt. Men det er ikke hele sandheden – i hvert fald ikke for mig.

Ingen kulhydrater før sengetid, tak!

Hovedet og den halve sandhed

I mange år havde jeg den opfattelse, at stress udelukkende har noget med hovedet at gøre: At det enten handler om måden, hovedet opfatter omgivelserne på – eller om måden, omgivelserne påvirker hovedet på.

Der er bestemt også rigtigt. Men min egen erfaring fortæller mig, at det kun er en halv sandhed.

At hive i den ene ende …

Af alle mulige andre årsager end stress begyndte jeg ved udgangen af 2011 at eksperimentere med min kost (det var primært noget med at være piv-frustreret over altid at være glubende sulten og samtidig tage latterligt let på, uanset hvor sundt, jeg spiste – og ja, jeg spiste temmeligt sundt, du).

Så jeg hoppede – lettere modvilligt: Jeg var en stor brødspiser (fuldkorn, of course) – på starten af dét, der skulle vise sig at være ‘Den Store Skær-Ned-For-Kulhydraterne’-bølge.

Jeg kastede samtidig et kritisk blik på min træning – igen modvilligt: Jeg var endorfin-junkie – som bl.a. bestod af en del hård intervaltræning, der åbenbart og ifølge min nye sundhedsguru snarere stressede kroppen frem for at styrke den (og her gik jeg ellers rundt og troede, at der ikke var grænser for, hvor godt spinning og buldrende høj puls var for mig).

– og at få resultater i den anden ende

Umiddelbart skete der dét, der skulle: Min sult og min vægt blev markant nemmere at håndtere, hvilket jo var skønt. Men til min store forbløffelse oplevede jeg også en større indre ro – med den naturlige konsekvens, at jeg var mindre påvirkelig over for stress. Og at jeg begyndte at sove bedre om natten.

Jeg var mystificeret.

Det gav umiddelbart ingen mening i mit hoved, at dét faktum, at jeg nu spiste mindre brød og ikke længere halsede af sted på spinningcykler og crosstrainere (jeg havde ladet mig fortælle, at den slags brændte stresshormoner af, så jeg gav den hele armen) skulle have nogen som helst indflydelse på mit stressniveau, endsige min søvn.

Åh, så hovedet er en del af kroppen, siger du?

Nu – flere år og adskillige kost-eksperimenter senere – har jeg indset, at jeg ganske simpelt er udstyret med en krop, der er ekstremt følsom over for kulhydrater (i det hele taget er den lidt små-hysterisk, må jeg indrømme: Jeg har også alle mulige allergier og astma og hvad har vi).

Faktum er, at indtager jeg kulhydrat i store mængder – eller endnu værre: Hurtige kulhydrater i store mængder – bliver jeg ramt af den her forbandede indre uro. Pludselig har jeg en krop, der bogstaveligt talt dirrer indvendigt (i 2-3 døgn derefter, I kid you not). Og så er det sjovt nok lidt svært at være fuldstændig rolig og zen-agtig. Og at sove ordentligt om natten, i øvrigt.

Og nej, det hjælper så ikke en døjt at forsøge at blive uroen kvit ved at give den max gas til tonerne af Justin Timberlake.

I dag handler min stresshåndtering derfor ikke kun om, hvad der foregår i hovedet på mig. Den handler i lige så høj grad om, hvad jeg propper ind i hovedet og dermed i kroppen. For kroppen har tydeligvis brug for lige så nænsom behandling, som hovedet har det (men hey, måske giver det mening: Jeg har i hvert fald ladet mig fortælle, at hovedet er en del af kroppen).

Så døjer du med stress, vil rådet her fra være at prøve at skrue på andre knapper end blot den store knop øverst oppe – for måske er det ikke kun dine tanker, der stresser dig.

PS Er du nysgerrig på historien om min kost og mit velbefindende, har jeg klummet den på Alt For Damerne om netop dét (advarsel: Der er et kvindeorienteret helbredsaspekt på spil her).

Andre tips til mindre stress:

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *