FOKUS OG FLOW
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Jeg iler …!
Jeg havde gæster i lørdags: En flok veninder til middag på en helt almindelig weekendaften. Og den slags inviterer ikke rigtigt til langsomhed, gør det vel? Det er snarere noget med tusind ting, der skal klares.
Jeg nævner i flæng: Rengøring, indkøb, borddækning, glemme ting, komme i tanker om ting, kreere mystiske hjemmelavede madvarer, som man i et eller andet vanvittigt øjeblik syntes, det var en genial idé, at man diskede op med. Den slags …
Midt på dagen skulle jeg nå et par ærinder. Der var lidt småting, jeg manglede, sådan generelt, men jeg manglede også at købe de sidste ting til middagen. For nogle år siden ville jeg have taget cyklen, og det havde været en piv-stressende oplevelse: At cykle op og ned ad Nørrebrogade, løbe ind og ud ad forretninger, bakse indkøb op og ned i cykelkurven.
Jeg har lynende travlt, men jeg tager den med ro
I løbet af de sidste par år har jeg vænnet mig til at gå på mine flade fødder, så snart jeg kan slippe afsted med det. Ergo var det det mest naturlige i verden at foretage lørdagens ærinder til fods.
Og nu kommer vi til det finurlige!
Butikkerne havde ikke halvdelen af dét, jeg skulle bruge, så jeg gik forgæves flere steder og endte med at traske ind i langt flere butikker, end jeg havde regnet med. Resultatet blev, at den tur jeg havde skudt til at tage max 1,5 time, kom til at tage mindst 2.
Blev jeg stresset af dét? Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Tværtimod.
Det fantastiske ved at gå er nemlig den tvungne langsomhed: Det er simpelthen begrænset, hvor meget man kan speede tempoet op, og dermed er man tvangsindlagt til at acceptere, at tingene tager den tid, de tager. Og dét er eddermame sundt, kan jeg afsløre!
Så jeg var hippien i de flade sko, der nød min byvandring i det grå ikke-forårsvejr: Traskede afsted, mens jeg lyttede til en podcast og affandt mig med kun at få halvdelen af tingene på min liste med hjem. Alt imens jeg selvfølgelig godtede mig over at have forvandlet et potentielt stressende indslag til et tiltrængt pusterum. Dét er fa’me smart!
Flere tips til langsomhed og at tage den med ro:
- Fornemmelsen af ‘HASTER!’
- What the fluff!? En tidsoptimist accepterer, at alt tager tid
- Dét bestemmer jeg da selv
Line Hviid
– Konsulent, coach, facilitator, blogger, podcaster og foredragsholder
