Tvungen langsomhed: Om hvorfor det er smart at spænde ben for sin egen stress

Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.

Tvungen langsomhed

Jeg iler …!

Jeg havde gæster i lørdags: En flok veninder til middag på en helt almindelig weekendaften.

Og vi ved godt, hvordan optakten til den slags forløber, har jeg ret? Tusinder af ting, der skal klares: Rengøring, indkøb, borddækning, glemme ting, komme i tanker om ting, kreere mystiske hjemmelavede madvarer, som man i et eller andet vanvittigt øjeblik syntes, det var en genial idé, at man diskede op med. Den slags …

Midt på dagen skulle jeg så et par ærinder (som man vist formulerede det i de gode gamle dage): Der var lidt småting, jeg manglede, sådan generelt, men jeg manglede også at købe de sidste ting til middagen.

For nogle år siden ville jeg have taget cyklen, og jeg ved, at det havde været en piv-stressende oplevelse: At cykle op og ned ad Nørrebrogade, løbe ind og ud ad forretninger, bakse ting op og ned i cykelkurven.

Jeg har lynende travlt, men jeg tager den med ro

I løbet af de sidste par år har jeg vænnet mig til at gå på mine flade fødder, så snart jeg kan slippe afsted med det. Ergo var det det mest naturlige i verden at foretage lørdagens ærinder til fods.

Her er det finurlige:

Butikkerne havde ikke halvdelen af dét, jeg skulle bruge, så jeg gik forgæves flere steder og endte med at traske ind i langt flere butikker, end jeg havde regnet med. Resultatet blev en tur, som jeg havde skudt til at tage 1-1,5 time kom til at tage 2.

Og blev jeg stresset af dét? Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Tværtimod.

Det fantastiske ved at gå er nemlig den tvungne langsomhed: Det er simpelthen begrænset, hvor meget man kan speede tempoet op, og dermed er man tvangsindlagt til at affinde sig med, at tingene tager den tid, de tager. Og dét er eddermame sundt, kan jeg godt afsløre!

Så jeg var hippien i de flade sko, der nød min byvandring i det grå ikke-forårsvejr: Traskede afsted, mens jeg lyttede til en podcast og affandt mig med kun at få halvdelen af tingene på min liste med hjem – alt imens jeg selvfølgelig godtede mig over at have forvandlet et potentielt stressende indslag til et tiltrængt pusterum. Dét fa’me smart!

Flere tips til at tage den med ro:

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *