Undskyld, men er du ved at dø?

Jeg er jævnligt begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen – jeg har bare fundet ud af, at netop dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-reaktioner.

Undskyld, men er du ved at dø?

Jeg må hellere skynde mig!

Som nogle vil vide, skiftede jeg job i forsommeren, og kort før jeg stoppede i mit gamle arbejde, skulle jeg afslutte et større udviklingsprojekt. Nu har digitale projekter den sære vane, at jo flere ting, der falder på plads, des flere nye ting dukker op – i hvert fald indtil man er et par uger på den anden side af launch.

Dette projekt var selvfølgelig ikke et hak anderledes, og samtidig var jeg så usandsynligt heldig, at påsken befandt sig besnærende tæt på deadline, hvilket i praksis betød, at det meste af en uge automatisk smuldrede ud af planen. Hurra!

Hvad gør man så, når man opdager, at man for alvor begynder at have travlt? Jo, man mærker stressen prikke lige under huden og tænker instinktivt: “Shit, jeg bliver simpelthen nødt til at sætte tempoet op og tage en lang dag. Og måske én til. Og én til. Og én til …”

Men så kom jeg i tanker om, hvad jeg tidligere har forsøgt at lære mig selv: Nemlig at det ikke nytter en flyvende fis at forsøge at skynde sig. Tingene tager simpelthen den tid, de tager, og det eneste, jeg får ud af at forsøge at nå mere, er at jeg bliver piv-stresset og får et træt hoved, der mister overblikket. Og begynder at lave fejl.

Så jeg droppede ideen om opskruet tempo og lange arbejdsdage og gik til tiden.

Og gæt engang, hvad der skete? Stressen dampede af. Jo, sgu!

Det moderne mirakel. Eller mangel på samme

Måske var jeg blot offer for et moderne mirakel, men jeg tror det nu ikke: I virkeligheden giver reaktionen super-god mening, når man husker, hvad stress rent faktisk er, nemlig et urgammelt overlevelsesinstinkt, hvis fornemmeste opgave er at fortælle os, at hvis vi ikke handler NU, så DØR vi!

Når vi som reaktion på dette ur-instinkt begynder at lave alle mulige krumspring for at nå det, vi egentlig godt ved, at vi ikke kan nå, så anerkender vi den trussel, som ur-instinktet mener at have spottet. Vi bekræfter rettere sagt instinktets tolkning af at, jada, vi er truet på livet.

Men det er jo løgn.

Den moderne løgn

Det er i hvert fald løgn i de fleste moderne tilfælde, fx dør jeg ikke af at misse en deadline (med mindre der er en særlig, ondskabsfuld paragraf i min kontrakt, som jeg har overset, altså).

Dét betyder selvfølgelig ikke, at vores arbejde ikke kan have alvorlige konsekvenser. Men alvorlige konsekvenser er stadig ikke det samme, som at man er ved at dø (og hermed i øvrigt al ære og respekt for de mennesker, der rent faktisk har et arbejde, hvor de sætter livet på spil).

Jeg tror, at dét der skete i mig da jeg undlod at skynde mig var at jeg sendte et signal tilbage til urhjernen, som ganske enkelt sagde: “Rolig nu, du er ikke ved at dø. Alt er godt, og du kan fortsætte fremad i roligt tempo.” Eller som vi siger i yoga: “Just breathe.”

Og reaktionen faldt altså prompte: Der kom ro på.

Så derfor spørger jeg nu mig selv jævnligt, om jeg er ved at dø (og da det heldigvis forholder sig således, at jeg altid kan svare: “Øh, nej …” så damper stressen pænt af igen).

Flere hacks til at få ro på:

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *