What the fluff!? Om at acceptere, at alt tager tid

Kender du det: Man har en opgaveliste, som selv den mest tidsoptimistiske person ikke kan acceptere som realistisk for én dag? Og så tænker man, snedig, som man er: “Hvis jeg nu skynder mig …”? Her er tre dogmer for en anden (og bedre) strategi.

Om at acceptere at alting tager tid

Hvad der sker, når jeg skynder mig

Du kender sikkert, det der med at opgavelisten er længere, end hvad du reelt kan nå? Og i så fald kender du sikkert også det med at forsøge at tackle opgave-overloadet ved at sætte tempoet op?

Det virker bare aldrig rigtigt, gør det vel?

Det virker i hvert fald ikke for mig. Det eneste, jeg får ud af det, er, at jeg bliver møg-stresset, sjusker og når mindre, end jeg ellers ville have nået. Jeg laver også flere fejl. Som jeg så skal bruge ekstra tid på at rette …

Ikke så meget desto mindre gør jeg det igen og igen. Skynder mig, altså.

What the fluff!?

Jeg er nemlig – ironisk nok – ret god til at tidsestimere opgaver. Jeg er også super-god til at prioritere de opgaver fra, som min estimering viser, at der ikke er plads til. Og derfor tror jeg selvfølgelig, at mine planer og lister (som jeg i øvrigt elsker, tak) er hamrende realistiske.

Det er de bare ikke.

Lige så god, som jeg er til at tidsestimere opgaver, lige så ekstremt dårlig er jeg til at estimere ‘fluff’: Du ved, de der øjeblikke, hvor man kommer til at stirre ud i luften, tale med sin kollega, brygge en kop kaffe, pille ved en papirclip, gå på toilettet, hjælpe med noget, liiige fixe det og det – alle de der småting, der bare … fylder. Imellem opgaverne.

Så hver evig eneste dag – både på arbejde og i ferier, hvor jeg glad kaster mig ud i alle mulige projekter – bliver jeg overrasket over, hvor meget tid fluffen tager. Dermed har jeg stort set aldrig tid nok til de opgaver, jeg regnede med at nå den pågældende dag (og hvad skal man så med korrekt opgaveestimering, ja, jeg spørger bare).

Hvad jeg burde gøre

Med mindre tid til de planlagte opgaver føler jeg mig fristet til at skynde mig – for så kan jeg måske nå det hele alligevel? Det kan jeg selvfølgelig ikke (qua ovenstående opremsning af, hvad der rent faktisk sker, når jeg forsøger at sætte tempoet op).

Jeg har for længst indset (men ikke efterlevet, forstås), at den eneste reelle måde at skære arbejdstiden for en opgave ned på er ved at nedjustere enten kvalitet eller omfang af den (gerne begge dele, i øvrigt).

Hvad jeg nu vil gøre: Tre dogmer til efterlevelse

Så nu har jeg sat mig for – langt om længe – at lade handling følge indsigt. Dermed kan stressen og sjuskeriet blive afløst af tilbagelænet accept af fluffens fylde og konsekvenser. Har jeg ret?

Jeg underlægger mig i hvert fald hermed følgende dogmer:

  • Jeg må ikke skynde mig.
  • Jeg accepterer, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil.
  • Når tiden er knap, lader jeg mindre vigtige opgaver vente, og jeg skærer ned på kvalitet og omfang af de opgaver, jeg rent faktisk løser.

Så. Nu er den ged vist barberet.

Lidt mere om at opnå zen gennem benhård prioritering

Ku' du li', hvad du læste? STØT MED ET KLIK:
Flattr this

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :) *