Sunde opskrifter på nem og velsmagende hverdagsmad
Her finder du sunde opskrifter, der er baseret på gode råvarer, ingen gluten og et minimum af sukker. Udgangspunktet er nem og velsmagende hverdagsmad. Mit køkken-mantra er nemlig, at mad skal være nemt at lave og altid – altid! – smage godt. Og så insisterer jeg på at bruge så naturlige og så lidt forarbejdede fødevarer som muligt, deraf sundheden.
Forhåbentligt kan du finde inspiration i opskrifterne, så også din hverdag bliver både sund, nem og velsmagende!
Værd at vide om opskrifterne
Egentlig startede det ‘bare’ med, at jeg fandt på at smide et par opskrifter online på det website, jeg allerede havde (og som du besøger nu). Siden da er det vist stukket lidt af, for lineh.dk i dag indeholder rigtigt, rigtigt mange opskrifter samt en god bunke blog-indlæg.
Opskrifterne er baseret på dét, jeg selv aktuelt spiser. Jeg har nemlig eksperimenteret ivrigt med min livsstil – især min kost – siden 2011/12-stykker, og ad den vej er det lykkedes mig at få nogenlunde styr på både allergier og forskellige helbredsproblemer (nu venter jeg så bare på, at vores sundhedssystem også får øjnene op for livsstilens muligheder).
Det er altså mine personlige og private opskrifter, du finder her på bloggen, og ikke fx en diætists opskrifter. Udgangspunktet er som sagt nem og velsmagende hverdagsmad, og når jeg påstår, at de er sunde, er det først og fremmest, fordi de indeholder et minimum af sukker og har masser af planter!
Læs mere om mig generelt – og hvad jeg bedriver uden for køkkenet >
PS Aktuelt poster jeg ikke nye opskrifter, men jeg bevarer bloggen online som et arkiv til dig 😊
Bøger med sunde opskrifter
Jeg har udgivet en lille flok bøger, bl.a. den digitale kogebog, ‘PCO-venlige opskrifter’, der efterhånden har hjulpet en del PCO-ramte kvinder med at håndtere hverdagsmaden.