Hvad i alverden er det med de dér brændte broccoli?!
Det var egentlig min bedre halvdel, Anders, der for snart lang tid siden faldt over en opskrift, hvor man skulle bage broccoli i ovnen. Vi er grøntsags-nørdede nok til at synes, at det i sig selv er interessant at proppe fødevarer i ovnen, som man ellers normalt ikke lige ville bage. Men den høflige interesse blev til decideret begejstring, da vi smagte resultatet. For de smager edderhøvelme godt, de broccoli! Og i dag er de blandt favoritterne af tilbehør til aftensmad i det lille hjem.
Generelt er vi sådan nogle – sikkert lidt mærkelige mennesker – der ikke serverer ris, kartofler eller pasta som tilbehør. Og som det vist fremgår, holder vi os ikke tilbage for at kyle grøntsager i ovnen på denne måde. Fx laver vi glad og gerne både Ovnbagt kål-‘pasta’, Ovnbagt blomkålsris – eller hvad med den her omgang Hvidløgsbagt blomkål?
Nåh, du skulle i gang med at brænde broccoli af, var det ikke sådan …?
Ingredienser
2-4 broccoli-hoveder
2 blomkål
Olivenolie
Salt og peber
Sådan laver du grønt og piv-lækkert tilbehør til aftensmad
- Pluk både broccoli og blomkål i små buketter.
- Fordel buketterne i en stor bradepande, hæld et godt skvæt olivenolie henover og drys med salt og peber.
- Bag buketterne i 15-20 min. i en forvarmet ovn sat på 180 grader (200 i alm. ovn). Rod gerne lidt rundt i buketterne ca. halvvejs.
- Er du rigtig fræk, giver du buketterne en hurtig gang grill et minut eller to til sidst.