Kan man klemme brunkager ind i konfektkugler?
Det kan man faktisk godt. Eller rettere: Man kan i den grad få brunkagesmagen ind i konfektkugler! Hvis det tilmed drejer sig om konfektkugler lavet på dadler og kokos – som her! – så er kuglerne både glutenfri, naturligt søde og sundere end konfekt i almindelighed.
Er du ramt af PCO eller diabetes, skal du dog vogte dig, for i så fald er dadlerne ikke din ven. Det er til gengæld tørrede abrikoser, og dem bruger jeg tilfældigvis i denne opskrift på PCO-venlige honningkage-konfekt. Du kan også prøve at bytte dadlerne ud med tørrede abrikoser og/eller svesker i brunkagekugle-opskriften her – det burde du.
16-18 stk. – gang opskriften op, hvis du vil have flere
Ingredienser
150 g tørrede dadler uden sten
40 g kokosfibermel
3 spsk kokosolie med smag
1½ tsk stødt kanel
½ tsk stødte nelliker
½ tsk stødt ingefær
½ tsk vaniljepulver
2 nip fint salt
Revet appelsinskal – fra en halv øko-appelsin
30 g mandler
Sådan laver du konfektkugler med brunkage-smag
Forberedelse – dagen før: Kom dadlerne i en lille skål. Overhæld dem med kogende vand (alt skal lige knap og nap være under vand) og dæk så skålen til. Sæt skålen på køl natten over.
- Tag dadlerne op af væden og kom dem i en blender/foodprocessor.
- Tilføj resten af ingredienserne – undtagen mandlerne – og blend det hele til en ensartet masse.
- Finhak mandlerne imens (er du rigtig fræk, har du ristet mandlerne i ovnen: 25-30 min. ved 150 grader i en varmluftovn – lad dem køle af, inden du hakker).
- Tril dejen til små kugler, som du ruller i de hakkede mandler. Rul hver enkelt kugle en ekstra gang derefter, så mandelstykkerne sætter sig ordentligt fast.
- Sæt kuglerne på køl, inden du serverer dem.