Menu Luk

Lodne påskeæg – sukkerfri påskeæg-opskrift

Lodne påskegodter - ikke rådne påskegodter, mind you. Du får her en sukkerfri påskeæg-opskrift!
Print mig

Loddent, men lækkert bud på en påskeæg-opskrift

Påskeæggene her er glimrende bud på et både sødt og sundt indslag til påskefrokosten – evt. til kaffen bagefter. Det er måske en lille smule frækt, at jeg erklærer det her for en påskeæg-opskrift, for i praksis har jeg ‘bare’ tryllet lidt med grunddejen, jeg bruger, bl.a. i mine kokos-/daddelkugler.

Hvis du generelt er ligeglad med, om det søde og sunde er specielt påskeagtigt, kan jeg i øvrigt også anbefale de krydrede raw cake-hapser og mokka-kuglerne. Men allerførst skulle du have lov til at lege med den her påskeæg-opskrift, ja?

Ca. 12. stk.

Ingredienser

200 g tørrede, usvovlede abrikoser
2 spsk kogende vand
50 g kakao
2 spsk kokosolie
1 spsk kokosfibermel (ikke at forveksle med almindeligt kokosmel – Urtekram har det her)
Korn af en hel vaniljestang

Til at rulle i: Almindeligt, groft kokosmel og lidt ekstra kakao

Sådan laver du lodne påskeæg

  • Skær abrikoserne i tern, kom dem i en skål og hæld det kogende vand ved. Bland det hele godt rundt, så alle abrikostern bliver våde. Dæk skålen til og sæt den til side en times tid.
  • Når timen er gået kommer du alle ingredienserne (undtagen kokosmel og kakao til rulningen) i en foodprocessor/blender. Lad det blende et godt stykke tid, så det hele bliver godt klistret og snasket (det samler sig ikke nødvendigvis til en klump, men det gør ikke noget – så længe det bliver klistret).
  • Kom kokosmel i en skål sammen med et godt drys kakao. Bland det godt rundt, så kokosmelen bliver brun.
  • Tril nu den klistrede abrikosmasse til let aflange kugler og rul kuglerne i kokosmelet, så de bliver ‘lodne’. Klem den enkelte kugle lidt i den ene ende, så den får en fin æggeform.
  • Sæt æggene på køl og servér dem på samme måde som øl: Kolde og direkte fra køleskabet.
Posted in Chokolade, Glutenfri, Kage, Laktosefri / Mad uden mælk, Lines kager - uden mel og sukker, Nøddefri, Opskrift, PCO-venlig kost / Insulinsænkende kost, Snack, Sojafri, Sødt, Stenalderkost / Paleo / LCHF, Vegansk, Vegetar