Menu Luk

Hasselnødde-creme – en slags lowcarb og sukkerfri Nutella

Her er hasselnøddecremen, som du med god samvittighed - og ske i hånd - kan spise fuldstændig uhæmmet løs af. Direkte fra bøtten, forstås.
Print mig

Jeg har en tilståelse: Jeg er udstyret med en temmelig sød tand, og før jeg blev bidt af en gal helsefreak, var det ikke ualmindeligt at finde mig i køkkenet, ske i én hånd, Nutella-glas i den anden hånd (og sikkert en hel del løssluppen Nutella smurt ud i mit skyldbetyngede ansigt).

Så savner jeg nogen gange Nutella? Dét tror jeg nok, jeg gør!

Men så må jeg jo bare gøre dét, jeg plejer at gøre, ik’, dvs. forsøge at genskabe skidtet i en sund version. Og det er dét, jeg har gjort med denne opskrift. Cremen er IKKE lige så sød som rigtig Nutella, mind you, men den kan nu noget alligevel, synes jeg.

Vil du have noget sødere, kan jeg dog varmt anbefale denne chokoladecreme eller min kakao-cremede æble-snack i stedet.

Men tilbage til hasselnødde-cremen, som – parentes bemærket – er lavet på carobpulver, som du kan købe i enhver helsekost med respekt for sig selv. Men hvorfor carob i stedet for kakao, spørger du måske? Fordi carob minder lidt om kakao, men er sød og krydret, hvor kakaoen er mørk og bitter – så på den måde giver caroben en naturlig sødme, som kakao ikke kan levere, og dermed er det lettere at holde cremen sød uden at proppe sukker i.

Ingredienser
200 g rå hasselnødder
35 g carobpulver
3 spsk kokosolie
3 spsk kokosmælk
¼ tsk vaniljepulver
¼ tsk stødt kanel
¼ tsk rålakridspulver
2-3 nip fint salt

  • Rist først hasselnødderne i ovnen i 30 min. ved 150 grader (varmluft). Lad dem køle af, inden du går i gang med at samle cremen på en foodprocessor/blender.
  • Finhak først nødderne på foodprocessoren.
  • Kom så resten af ingredienserne i og kør det hele sammen til en fast, men grynet creme. Du skal nok stoppe og skrabe ned fra siderne med en dejskraber engang i mellem.
  • Hvis du ikke er uhæmmet og spiser det hele med ske direkte fra blender-skålen, kan du komme cremen på glas eller bøtte og opbevare på køl. Her holder den sig fint i flere uger.

Tip: Hvis du ikke vil bruge cremen på brød, kan du med fordel spise den på æble-både. It works!

Posted in Chokolade, Dip / Sovs / Snask, Glutenfri, Laktosefri / Mad uden mælk, Morgenmad, Opskrift, PCO-venlig kost / Insulinsænkende kost, Snack, Sojafri, Sødt, Stenalderkost / Paleo / LCHF, Vegansk, Vegetar

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.