Menu Luk

Julede daddelkugler – sund og glutenfri julekonfekt

Konfekt og dadler skal der til i julen. Så hvorfor ikke lave julede daddelkugler og kalde det sund og glutenfri julekonfekt - der i øvrigt smager himmelsk?
Print mig

Daddelkugler er den perfekte, glutenfri julekonfekt

Konfekt og dadler skal der til i julen. Så hvorfor ikke lave julede daddelkugler og kalde det sund – og afsindigt velsmagende! – konfekt? Personligt har jeg i hvert fald svært ved at komme igennem en december uden at forvandle relativt store mængder dadler til glutenfri julekonfekt.

Af samme årsag har jeg faktisk flere opskrifter at vælge imellem her på bloggen. Jeg nævner i flæng: Jule-kokoskuglerne (der er en alkohol-induceret variant over kuglerne her). Eller hvad med de her brunkage-kugler – for de er edderm*me frække ??

Men det var de julede daddelkugler, vi kom fra:

Ca. 15 stk – gang opskriften op for at få flere

Ingredienser

100 g dadler uden sten
70 g groft kokosmel
3½ spsk kakao – eller carobpulver, hvis du ikke tåler kakao
2 spsk kokosolie
4 tsk stødt kanel
½ tsk stødt kardemomme
½ tsk vaniljepulver
1 nip fint salt
Lidt ekstra kokosmel til at rulle i

Sådan forvandler du dadler til glutenfri julekonfekt

Forberedelse, hvis du bruger tørrede dadler – gerne dagen før: Kom dadlerne i en lille skål. Overhæld dem med kogende vand (alt skal lige knap og nap være under vand) og dæk så skålen til. Sæt skålen på køl i mindst en time.

  • Kør alle ingredienserne sammen i en blender/foodprocessor. Hæld dog vandet fra dadlerne, hvis du har haft dem i vand natten over – gem gerne væden til en smoothie eller en kop kaffe (det er det rene sukkervand #mums).
  • Rul så daddelmassen til kugler og rul de færdige kugler i det ekstra kokosmel.
  • Smid på køl inden servering – eller spis med det samme, hvis du ikke kan styre dig.
Posted in Chokolade, Chokolade uden kakao, Glutenfri, Jul, Kage, Laktosefri / Mad uden mælk, Lines kager - uden mel og sukker, Nøddefri, Opskrift, Snack, Sojafri, Sødt, Stenalderkost / Paleo / LCHF, Vegansk, Vegetar