Menu Luk

Kaffekage med piv-frækt snask på toppen – Glutenfri

Hvad får du, hvis du kombinerer kage, kaffe og cremet snask? Du får den her lækkerbidsken af en kaffekage, gør du!
Print mig

Søde drømme om en kage

Inden jeg opdagede, at både gluten- og mælkeprodukter fungerer ekstremt dårligt i min krop, havde jeg et lille crush på den kaffekage, man finder i Politikens gamle ‘Brød og kager’-bog, som kan ikke kan købe længere. Det var ikke bare en lækker kage, den havde også en piv-fræk smørcreme på toppen. Og jeg idiot har foræret bogen væk.

Med lidt hjælp fra Meyers glutenholdige kaffekage er det nu alligevel lykkedes mig at genskabe kagen i en glutenfri og mælkeproduktfri version – og den holder, gør den! Og hvis jeg på dén selvfede note også må tillade mig at nævne, at jeg har haft lignende succes med at genskabe klassikere som den gammeldags æblekage og romkugler?

Men altså … det var jo kaffekagen, vi kom fra – og jada, denne glutenfri version har også frækt snask på toppen.

Ingredienser

100 g mandelmel
100 g boghvedemel
25 g kokosfibermel
25 g kakao – eller carobpulver, hvis du ikke tåler kakao
2 tsk instant coffee, evt. koffeinfri
1 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
Et par nip fint salt
250 g kokossukker
100 g kokosolie
4 æg
2 dl kokosmælk
Ekstra kokosolie til formen

Snask til toppen
100 g bløde eller udblødede dadler – uden sten
2 spsk kokosolie
2 spsk kokosmælk
1 tsk instant coffee
¼ tsk vaniljepulver
1 nip fint salt

Forberedelse dagen før – hvis du til toppen bruger tørre dadler, der skal udblødes: Kom dadlerne i en skål og pres dem sammen på bunden af skålen. Kog noget vand og hæld over, så dadlerne lige knap og nap er dækket. Dæk så skålen til, og sæt den på køl natten over.

Sådan laver du kaffekage – og gør den fræk på toppen

  • Rør alle de tørre dele til kagen – undtagen kokossukkeret – sammen i en mindre skål, dvs. mandelmel, boghvedemel, kokosfibermel, kakao, instant, vaniljepulver, bagepulver og salt.
  • Kom kokossukker og kokosolie en stor skål og pisk begge dele sammen (det bliver sådan lidt grynet).
  • Pisk så æggene i et ad gangen – pisk det hele godt sammen, så det bliver tykt og let skummende.
  • Til sidst pisker du halvdelen af melblandingen i, så kokosmælken og til sidst det sidste af melblandingen. Igen skal du piske godt.
  • Smør en aflang form på ca. 1,5 L med en god klat ekstra kokosolie og hæld så dejen i formen.
  • Bag kagen i en forvarmet ovn ved 180 grader (varmluft) i ca. 45 min. Hold øje med den, så den ikke bliver brændt i toppen – og for tør i midten.
  • Sådan laver du snasket: Kom dadlerne (som du piller op af skålen og dermed væden) og resten af snask-ingredienserne i en foodprocessor og kør det hele sammen til en ensartet masse. Skrab ned fra kanten engang imellem. Væden fra dadlerne kan du gemme og hælde i kaffe eller smoothies – det er det rene sukkervand.
  • Lad kagen køle af, inden du fordeler snasket på toppen af den og glatter daddelmassen ud i et jævnt lag.
  • Bryg kaffe – og spis kage!
Posted in Bagværk, Dessert, Glutenfri, Kage, Kager: Glutenfri og lidt sundere, Laktosefri / Mad uden mælk, Line anbefaler, Opskrift, Populær, Sojafri, Sødt, Vegetar