Annonce
Menu Luk

Falsk kimchi – god for maven

Kimchien bobler pænt heftigt allerede fra start - rettere sagt: Masser af gode bakterier til dig
Print mig

Kimchi, javel, men hvorfor ‘falsk’ kimchi, spørger du måske? Fordi kimchi normalt er lavet på kinakål og gulerødder, og denne kimchi er lavet på spidskål og knoldselleri. Men teknikken er kimchi-teknikken. Og resultatet smager fremragende – hvis jeg selv skal sige det.

Når jeg har kimchien i køleskabet indgår den i min morgenmad – der i øvrigt er både gluten- og mælkefri – og så har jeg også en opskrift på en lidt nemmere kimchi, nemlig simpel kimchi.

Ingredienser
700 g spidskål (ca. 2 stk.)
135 g knoldselleri
45 g porrer
45 g æble
10 g ingefær
5 g hvidløg
1 tsk fishsauce
75 g + 20 g groft havsalt

NB! Alle grøntsager bør være økologiske for at få så mange gavnlige bakterier i spil, som overhovedet muligt.

Lav en lage:

  • Lav en saltlage, som spidskålen skal ligge i: 75 g groft havsalt og 1,5 L vand.
  • Du kan enten lave lagen flere timer før du skal bruge den: I så fald koger du blot alt vandet og hælder det i en skål sammen med saltet. Dæk skålen til, og lad den stå, indtil vandet har stuetemperatur.
  • Har du mere travlt, koger du blot en del af vandet, som du – så vidt muligt – opløser saltet i. Tilføj gradvist koldt vand, indtil saltet er opløst og fyld så op, til du har brugt halvanden liter vand: Skift mellem koldt og varmt, så du ender med at ramme stuetemperatur, sådan ca.

12 timer før du sætter kimchien over:

  • Gør spidskålet klar ved at skære bunden af, fjerne de yderste blade, skære dem i halve og fjerne stokken. Skyl delene fri for jord.
  • Kom alt kålen i din forberedte saltlage. Skub kålen godt ned under lagen og brug en tallerken til at holde den nede.
  • Dæk skålen til med et viskestykke og sæt den så til side i 12 timer.

Saml din kimchi og sæt den over:

  • Start med at hælde lagen fra kålen i et dørslag. Skyl derefter spidskålen grundigt i koldt vand, så så meget af saltvandet kommer fra.
  • Tag 2-3 af de store blade fra og skær resten i 1-2 cm brede strimler.
  • Riv knoldselleriet, skær porren i skiver, æblet i tynde skiver (med skræl, men uden kernehus), ingerfæren i endnu tyndere skiver (skræl den først), pil hvidløgene og skær bunden af dem.
  • Saml alle ingredienserne i en skål, mens du vejer dem af (målene er vigtige, har jeg ladet mig fortælle) – husk, at der også skal fishsauce og havsalt i, ud over alle planterne 😉
  • Massér nu blandingen grundigt i 5-10 minutter, så så meget af saften kommer ud og danner en naturlig lage.
  • Kom til sidst blandingen på et glas, fx et patentglas på 1 L: Skub omhyggeligt blandingen sammen på bunden, så du presser så meget luft ud som muligt. Når alt er ovre i glasset, hælder du lagen med ned, til der er ca. 3-4 cm op til kanten.
  • Fold til sidst de kålblade, du lagde til side og skub dem ned, så de dækker grøntsagsblandingen og holder den nede under lagen, så der ikke kommer ilt til*.
  • Luk låget og sæt blandingen et mørkt sted, hvor det ikke bliver udsat for sollys (eller gør som mig og vikl et sort/mørk viskestykke omkring, så glasset får sit helt eget mørkekammer).
  • Lad blandingen stå i 5-7 dage – åbn glasset hver dag for at lukke luft ud (eller køb et smart låg med ventil). Herefter er kimchien færdig og skal på køl, hvor den kan holde sig ufatteligt længe.

* Jeg bruger yderligere cowboy-tricks for at holde blandingen nede:
Når det hele begynder at fermentere, danner bakterierne dernede nemlig bobler, og luften herfra vil gradvist skubbe blandingen opad. I værste fald bryder blandingen lagens overflade, og så kan der pludselig komme ilt til – og SÅ dukker muggen op!

Du vil ikke have mug på din fermentering (hvis der kommer mug på, skal du smide den ud: Mug danner som oftest usynlige sporer – og modsat bakterierne er muggen IKKE god for dig!), så derfor gælder alle kneb.

Jeg har en stor glaskugle, som jeg kommer i en ren frysepose, jeg lukker stramt til (og klipper overskydende plast af) og derefter lægger oven på kålbladene. Som en ekstra sikkerhed tilføjer jeg et tyndt lag olivenolie: Olivenolien lægger sig som et låg ovenpå lagen.

Og ja, det er vist nok dét, man med den gamle lokumsgrafittis ord kalder: “Vær sikker på det hele, brug kondom, hjelm og sele”. But it works 😉

Opskriften er min egen version af hvid kimchi, som du kan finde i den fantastiske bog, ‘Fermentering’, som er udgivet af Aarstiderne. Jeg har desuden en mere simpel udgave af opskriften, som du finder lige her.

Posted in Fermenteret, Glutenfri, Laktosefri / Mad uden mælk, Nøddefri, Opskrift, PCO-venlig kost / Insulinsænkende kost, Salat, Sojafri, Stenalderkost / Paleo / LCHF, Vegansk, Vegetar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.