Menu Luk

Morgenmad á la stenalder

Æg er godt. Også selvom man ikke lige har et fint, gult æggebærer ved hånden ...
Print mig

“Men … hvad spiser du så til morgenmad?”

Dét er stort set altid det første, folk spørger mig om, når jeg fortæller, at jeg spiser en paleo-inspireret kost uden gluten.

Og det er i øvrigt også dét, der volder de fleste problemer, når andre vil prøve kræfter med selv samme kost-inspiration, blandt andet fordi både brød, boller og müsli nu engang er noget, der er hurtigt at gøre klar til spisning.

Men paleo-/stenalderkost-inspireret morgenmad kan også være nemt og hurtigt. Her er lidt om, hvad jeg igennem tiden har kunne finde på at fortære om morgenen:

Kakao-yoghurt med knas

En kop god, økologisk yoghurt (jeg er personligt RET stor fan af Naturmælks version af slagsen) rørt med en hel masse kakao (1½-2 spsk fulde) og drysset med græskarkerner og rosiner.

Jeg supplerer gerne yoghurten med et æg og lidt laks (se længere nede) – hvilket betyder, at jeg plejer at påstå, at jeg får mini-brunch hver morgen! 😉

En variation: Kakao-kokosmælk med knas

Jeg har fornylig prøvet at skifte yoghurten ud med kokosmælk i ovenstående morgenmads-arrangement. Og det kan man sagtens! Jeg blander kakao og kokosmælk i et forhold, der ligger og roder et sted mellem 1:2 og 2:3 (hvor der er mest af kokosmælken).

Jeg har i øvrigt kokosmælken på køl og kan umiddelbart bedst lide den kold.

Mere eksperimenteren: Morgen-skyr med kokos og kakao – dét kan man også!

Æg og laks

Et allerede-kogt æg og lidt allerede-bagt laks – begge dele direkte fra køleskabet:

Æg kan som bekendt koges flere ad gangen, og så har man fluks til flere dage.

Laksen kan også forberedes på forhånd: Jeg køber et stort stykke frisk laks, skærer det i mindre stykker, smider det på en bageplade og drypper først lidt tamari eller salt, så lidt friskkværnet peber på. Derefter ryger det i ovnen i 15-20 min.

Herefter skal laksen blot pakkes ned og smides på køl, og så er det ellers klar til at blive spist, så snart næste morgen rammer (man kan evt. smide nogle af stykkerne i fryseren – hvis nu man har fået lavet mere, end man kan spise inden for overskuelig fremtid).

En endnu nemmere version af fisken er i øvrigt blot at købe fx røget laks eller ørred i stedet (jep, den version som andre mennesker ynder at putte på et stykke brød).

Og, nåhja, så går al slags fisk jo sådan set an. Jeg har fx prøvet at lave rødspættefileter til morgenmad på denne manér. Det fungerer fremragende.

Nødder og grønt

Hvis man hverken er til yoghurt eller kakao-blandinger, kan man alternativt vælge at spise en lidt større portion æg og laks og supplere med lidt nemt grønt, fx cherrytomater, og en lille håndfuld nødder.

Stenalderbrød

Er man glad for at bage, kan man producere et par stenalderbrød, evt. skære dem i skiver og smide i fryseren for at have forsyninger til længere tid. På den måde kan man spise madder til morgenmad – ligesom andre mennesker gør det.

Og er man rigtig fræk, kan man jo forkæle sig selv med lidt Mutella-madder. Jeg si’r det bare …

Omelet

Til sidst vil jeg også lige nævne en luksuriøs, men også lidt besværlig, morgenmad, som min bedre halvdel har dyrket en del tidligere, nemlig omelet! Det smager fantastisk og får hele hytten til at dufte himmelsk (læs: Vi andre bliver misundelige, når omeletten ikke er til os).

Men omeletter tager jo lidt længere tid at bikse sammen, når man står der med søvn i øjnene om morgenen, så det er måske mest en søndags-ting …

Et par omelet-opskrifter:

PS Indlægget her er i øvrigt særligt krediteret min veninde, Mette (bedre kendt som Farmor eller ‘Mette’ som i ‘Mette og Martin rejser‘), der opfordrede mig til at skrive noget om min  morgenmad. Det er hermed gjort 🙂

Indlæg opdateret juli 2017: Jeg har, siden jeg skrev indlægget her, desværre måtte indse, at jeg ikke kan tåle mælkeprodukter, så derfor er det i dag ikke kun gluten, jeg forsager, men desværre også yoghurt, ost og lignende herligheder. Har du også problemer med gluten og mælkeprodukter, kan du hente inspiration i min oversigt over opskrifter, der er er fri for både gluten og mælk – for man behøver heldigvis ikke at gå sulten fra bordet, selvom man således er spise-udfordret.

Posted in Fisk og skaldyr, Glutenfri, Laktosefri / Mad uden mælk, Morgenmad, Nemt og hurtigt, Sojafri, Stenalderkost / Paleo / LCHF

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.