Vegansk tomatpesto uden nødder
Jeg har et motto: Man skal aldrig gå ned på snask. Derfor er jeg også stort fan af pesto – ikke mindst af denne både PCO-venlige OG veganske tomatpesto uden nødder. For når man som jeg er en sølle allergiker, der har problemer med mange nødder og alle mælkeprodukter, så må jeg ofte springe andres/færdiglavede pestoer over. Men ikke denne her – den duer!
Og nu vi er ved den slags, så har jeg også en grøn pesto, der kan bruges – eller hvad med denne baba ganoush?
Nåh, det var tomatpestoen, vi kom fra!
Ingredienser
90 g soltørrede tomater
Koldt vand
0,5 dl olivenolie
75 g tomatpuré
6 oliven uden sten
1 fed hvidløg
1 tsk tørret basilikum
1 tsk tørret oregano
⅛ tsk salt
Et lille drys chilipulver
Sådan laver du den veganske tomatpesto uden nødder
- Læg de soltørrede tomater i en skål og overhæld dem med koldt vand. Der skal være så meget væske, at alle tomater mere eller mindre kommer under. Dæk skålen til og lad den stå en time eller to.
- Hæld nu vandet fra tomaterne og saml dem og resten af ingredienserne (altså, alt – undtaget vandet, m’kay 😉 ) i en blender/minihakker/hvad du nu har.
- Kør blandingen godt sammen: Dét betyder, at blenderen skal køre i nogle minutter, men at du stopper en gang imellem og skraber ned fra siderne.
- Spis med det samme eller sæt på køl i et fint glas.