Klimavenlige frikadeller med grøntsager
Selvom du er frikadelle-fan, behøver du ikke undvære dellerne, hvis du gerne vil være klimavenlig – du laver bare dine frikadeller med grøntsager og så mindre kød. Og er du rigtig klima-smart, vælger du selvfølgelig hakket kød fra enten kalkun, kylling eller svin, eftersom kød fra disse dyr har et mindre CO2-aftryk end koen og lammet.
Pssst… hvis du er lige så begejstret for konceptet ‘glutenfri frikadeller’ som ‘klimavenlige frikadeller’, så vil jeg da lige diskret pege på, at jeg både har opskrift på almindelige glutenfri deller og på glutenfri fiskefrikadeller, hvis det var noget?
Men først skal du vel lave krydderdeller. Lad os komme i gang!
16 stk.
Ingredienser
400 g hakket kød – du bestemmer selv typen
400 g søde kartofler*
10 g ingefær
4 forårsløg
3 fed hvidløg
140 g tomatpuré
2 æg
3 spsk boghvedemel
2 spsk loppefrøskaller
1 tsk stødt muskat
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk flydende honning
1 tsk fint salt
Masser af friskkværnet peber
* Køb 500 g, så du slipper for at rive fingrene til blods, når du skal fabrikere de 400 g groft revne søde kartofler.
Sådan laver du dine frikadeller med grøntsager – og mindre kød
- Skrub eller skræl de søde kartofler og riv dem derefter groft.
- Skræl ingefæren og finhak både den og forårsløgene.
- Saml nu alle ingredienser i en stor skål, incl. hvidløgene, som du knuser i en hvidløgspresser.
- Bland farsen godt, gerne ved hjælp af en håndmikser (brug kødkrogene).
- Form farsen til 16 deller og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag dellerne i 30 min. ved 200 grader (varmluft).