Jeg har et motto: Man skal aldrig gå ned på snask! Den holdning er sikkert forklaringen på, at jeg en dag kiggede på de rødbeder, vi havde liggende i køleskabet og tænkte: “I ligner nogen, der gerne vil laves til hummus!” Som sagt, så gjort – og det holder altså meget godt, sådan noget rødbede-hummus.
Du kan selvfølgelig også finde en klassisk hummus-opskrift her på bloggen. Eller hvad med blomkåls-hummus – eller baba ganoush, der basalt set er hummus lavet på bagte auberginer?
Nåh, det var jo den farverige rødebede-hummus, vi kom fra – husk forklæde, ik’ ?
Ingredienser
Ca. 800 g rå rødbeder
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
2 spsk tahin
2 tsk æblecidereddike
½ spsk spidskommen
½ tsk groft salt
⅛ tsk cayennepeber
Evt. en lille klat honning – med mindre du er på strengt PCO-venlig eller vegansk kost
- Skræl rødbederne og skær dem i mellemstore tern (2 x 2 cm – agtigt).
- Bag rødbede-ternene i 30 min. ved 180 grader (varmluft). Lad dem køle af, inden du fortsætter.
- Kom alle ingredienser i en blender.
- Blend. Skrab ned fra kanterne og blend så noget mere. Smag til med salt, cayenne og honning efter gefühl.
- Spis.