Skulle det være et glutenfrit low-carb-brød, anyone?
Hvis du går efter glutenfri og/eller kulhydratfattig kost, så er især bagværk en udfordring, men dét her glutenfri low-carb-brød kan altså et eller andet. Det får ganske vist ikke en sprød skorpe, men det smager godt og har noget dejligt brød-svampet over sig.
Vil du gå all in på glutenfrit low-carb-brød, så kan jeg i øvrigt også anbefale det her low-carb franskbrød eller de her græskarkerneboller. Nu vi er ved gode tips, så kan jeg afsløre, at brødet her også er PCO-venligt, OG at der er mere PCO-venligt bagværk at hente i min digitale kogebog ‘PCO-venlige opskrifter – din genvej til nem og naturlig hverdagsmad‘.
Ingredienser
5 æg
1 dl sesamfrø
50 g kokosfibre
½ tsk bagepulver
¼ tsk fint salt
Fedtet fra 1 stor ds kokosmælk
Forberedelse: Sæt dåsen med kokosmælk på køl i et døgns tid eller længere, alt efter hvor køligt dit hjem/det lokale supermarked er. Pointen er, at fedtet skal samle sig i toppen af dåsen.
Sådan bager du dit glutenfri low-carb-brød
- På bagedagen starter du med at nappe en håndmixer for at piske æggene godt sammen, alt imens du finhakker sesamfrøene til mel på en minihakker eller i en foodprocessor.
- Bland så sesammel, kokosfibre, bagepulver og salt i en separat skål.
- Pisk derefter ca. halvdelen af melblandingen sammen med æggene.
- Åbn nu dåsen med kokosmælk og skrab forsigtigt fedtet ud fra toppen af den – undgå så vidt muligt at få vandet med (er du snedig, åbner du dåsen i bunden: Så kan du blot hælde vandet fra i stedet). Fedtet skal i dejen, som du så pisker endnu engang.
- Hæld den sidste rest af melblandingen i dejen og pisk færdig.
- Kom nu dejen i en lille brødform, beklædt med bagepapir og på ca. 1 L. Glat gerne dejens overflade, så godt du kan, og drys evt. med lidt ekstra sesamfrø.
- Bag brødet ved 180 grader (varmluft) i 45-60 min.
- Tag brødet op af formen og dæk det til med et viskestykke, mens det køler af.
Brødet bliver ikke sprødt, men blødt og luftigt. Og så mætter det helt fantastisk: 2-3 skiver er mere end rigeligt til undertegnede 😀
Tip: Opbevar brødet på køl for bedste holdbarhed.