Annonce
Menu Luk

Søsterkage som Mormor aldrig ville have lavet den (mælke- og glutenfri)

Hvad skal du have til kaffen i pinsen? Du skal da have den her søsterkage!
Print mig

Ingredienser
1 æble
1½ dl kokosfibermel
1½ tsk kardemomme
1½ tsk kanel
1 tsk vaniljepulver
¼ tsk ingefærpulver
1 tsk bagepulver
Revet skal af øko-appelsin
Saft af samme øko-appelsin
75 g kokosolie + lidt ekstra til formen
1 banan
3 æg
80 g kokossukker

Forhistorien: Min mormor lavede en glimrende søsterkage, men ganske efter forskrifterne kom hun rosiner i, og dét har jeg aldrig forstået i kager generelt (jeg har mere end én gang fejltolket rosiner for chokolade: Styg, styg oplevelse, skulle jeg hilse at sige!).

Derudover kan jeg ikke tåle gluten, hvilket af årsagen til, at der ikke er skyggen af hvedemel i mine kager. Så når jeg skriver, at dette er en søsterkage, som Mormor ALDRIG ville have lavet den, mener jeg det temmelig bogstaveligt 😀

  • Start med at fjerne æblets kernehus: Skær resten af æblet i tern, som du derefter hakker groft.
  • Saml de tørre dele til kagen i en skål: Kokosfibermel, kardemomme, kanel, vaniljepulver, ingefærpulver og bagepulver. Riv så skallen på appelsinen med ned til de tørre dele og bland det hele godt.
  • Pres nu saften af appelsinen, men saml saften op i en lille gryde og lad kokosolien følge efter. Mens du alligevel har kokosolien fremme, smører du også en aflang brødform på ca. 1 L med en ekstra klat olie.
  • Tag så en skål nr. 2: Her moser du bananen, hvorefter du pisker æg, kokossukker og banan sammen. Brug en håndmikser og pisk så længe, at blandingen bliver helt skummende.
  • Mens du pisker, sætter du gryden med appelsinsaft og kokosolie over svag varme, måske op i nærheden af middelvarme: Ideen er sådan set bare, at kokosolien skal smelte, ikke at det hele skal varmes op.
  • Når kokosolien er smeltet sammen med appelsinsaften, hælder du resultatet i æggeblandingen, mens du pisker.
  • Nu skal melblandingen piskes i dejen, og til sidst vender du det hakkede æble i.
  • Tænd ovnen på 160 grader (varmluft) og kom dejen i den smurte form, mens ovnen varmer. Fordel dejen godt og glat overfladen af den med en dejskraber.
  • Bag så kagen i den forvarmede ovn i ca. 1 time. Lad kagen køle af under et rent viskestykke.

Tip: Som alle kager, smager søsterkagen her fremragende, når den er lun, men den har en tendens til at smuldre, så længe den stadig har varme i sig. Heldigvis smager den også glimrende kold, så sæt den evt. på køl, hvis du gerne vil have den i fast version.

PS “Hvorfor kokossukker,” spørger du måske? Fordi det har et markant lavere GI end almindeligt sukker, dvs. at det har en mindre hidsig indflydelse på dit blodsukker (og så har det en piv-lækker, karamelagtig smag). Men det er nu stadig sukker, så: Alt med måde, ing’ 😉

… men nu hvor jeg alligevel er i gang med at friste dig, så vil jeg da lige nævne, at der er flere glutenfri kager at hente i min lille kagebog, ‘Søde sundheder – nemme kager uden mel og sukker’.

Posted in Bagværk, Dessert, Glutenfri, Kage, Kager: Glutenfri og lidt sundere, Laktosefri / Mad uden mælk, Line anbefaler, Nøddefri, Opskrift, Sojafri, Sødt, Vegetar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.