Menu Luk

Spicy daddelkugler med lakrids

Daddelkugler er i sig selv fantastiske, og hvis man ligefrem smider lakrids efter dem, stikker det først helt af!
Print mig

Ska’ du ikke have noget lakrids i de dér daddelkugler?

Daddelkugler er generelt en ret fantastisk opfindelse, men … har du prøvet at komme lakrids i dem? Nu indrømmer jeg blankt, at jeg generelt er pænt stort lakridsfan, og hvis du ikke deler den begejstring, kan det godt være, at du bliver svær at overbevise, men lakrids kan altså noget rigtigt mange steder – også i daddelkugler!

De fleste tænker ikke så over det – måske fordi vi danskere er så generelt begejstrede for at kombinere lakridsen med salt – men lakrids er faktisk først og fremmest sødt! Af samme årsag bruger jeg ofte lakridsrodspulver til at søde varme retter med, når jeg gerne vil tilføje sødme på en sukkerfri måde. Bemærk dog, at jeg bruger pulver af lakridsrod og ikke rålakrids i mad. Sidstnævnte har nemlig en lidt for gennemtrængende lakridssmag til madlavning – til gengæld fungerer rålakrids glimrende sammen med dadler.

Så lad os da for komme i gang med at trille kugler!

20-25 stk.

Ingredienser

200 g bløde eller tørrede dadler uden sten
120 g groft kokosmel
2 spsk kokosolie
3 tsk rålakridspulver
1 tsk vaniljepulver
¼ tsk chilipulver
3 nip salt
Kokosfibermel til at rulle i

Sådan laver du dine daddelkugler

FORBEREDELSE hvis du bruger tørrede dadler: Mindst en time før – gerne natten over – skal du sætte dadlerne i blød. Kom dem i en skål og overhæld med kogende vand til dadlerne lige præcis er under vand. Dæk skålen til og sæt den på køl.

  • Kør alle ingredienserne – undtagen kokosfibermelet – sammen i en blender/foodprocessor. Du skal nok stoppe og skrabe ned fra kanterne engang i mellem.
  • Rul dejen til kugler, som du derefter ruller i kokosfibermelet (for at få en kønnere og ikke alt for klistret overflade).
  • Smid på køl i mindst en time, inden du sætter tænderne i dem.

PS Er du vild med sunde daddelkugler? Så har jeg også en opskrift på klassiske kokoskugler, også lavet på dadler. Og du kan røve mine romkugler, solskinskugler – eller måske Katrines lortekugler (sidstnævnte er bedre end de lyder ? ).

Posted in Glutenfri, Laktosefri / Mad uden mælk, Lines kager - uden mel og sukker, Nøddefri, Opskrift, Snack, Sojafri, Sødt, Stenalderkost / Paleo / LCHF, Vegansk, Vegetar