Annonce
Menu Luk

U-svensk pølseret – spicy, laktosefri og (lidt mere) lowcarb

Hold nu kæft, det er godt det her. Og nemt at lave, tilmed. Også selvom det er u-svensk!
Print mig

Hvordan kan svensk pølseret være u-svensk?

Tja, jeg kalder det her u-svensk pølseret, fordi det på den ene er en opskrift skåret efter den klassiske svenske pølseret, på den anden side har jeg smidt noget så u-svensk som chorizo og kokosmælk i i stedet for almindelige pølser og fløde.

Det forhindrer nu ikke retten i at være comfort food på temmeligt højt plan. Eller skulle jeg måske sige på lowcarb-planet? Uanset hvad vi kalder det, så smager det godt, er super-nemt at lave og er det helt rigtige at servere i vintermørket.

Server gerne med lidt ekstra tilbehør i form af bønne-fritter, brændte broccoli eller det her lowcarb franskbrød.

3-4 personer

Ingredienser

2-4 knoldselleri (ca. 1,5 kg når de er skåret ud)
3 små løg – eller 2 store
2 fed hvidløg
200 g chorizo*
1 tsk sød paprika
⅛ tsk cayennepeber
1 ds tomatpuré (140 g)
1 ds kokosmælk (4 dl)
2 tsk æblecidereddike
Salt og peber
Evt. en lille klat honning – alternativt et drys lakridsrodspulver for en strengt PCO-venlig version

* Vær sikker på at chorizoen er både gluten- og laktosefri, hvis du har problemer med den slags.

Sådan laver du u-svensk pølseret

  • Start med at skære knoldselleriet i tern.
  • Fordel derefter selleriternene i et jævnt lag på to bageplader beklædt med bagepapir, drys ternene med salt og peber og bag dem så i en forvarmet ovn: 200 grader (varmluft) i 20 min.
  • Skær løgene i tynde både og hvidløget i tynde skiver. Flæk chorizoen på langs, og skær den derefter i skiver.
  • Steg chorizostykkerne på bunden af en sautepande. De skal stege så længe, at de giver godt med fedt fra sig og også begynder at ‘krølle op’ i kanten. Tag dem derefter op af sautepanden og læg dem på en tallerken dækket af køkkenrulle, så de kan dryppe af. Efterlad så meget chorizofedt som muligt i sautepanden.
  • Steg nu løg og hvidløg i chorizofedtet sammen med paprika og cayennepeber. Efter et par minutter tilføjer du også tomatpuréen og steger et par minutter mere.
  • Tilsæt så kokosmælk, æblecidereddike, salt, peber og evt. den lille klat honning.
  • Lad det hele koge kortvarigt op, mens du smager til.
  • Vend til sidst selleriternene i, inden du serverer.

Tak for god inspiration til en lækker, svensk pølseret hos Valdemarsro.

Posted in Aftensmad, Glutenfri, Laktosefri / Mad uden mælk, Line anbefaler, Nemt og hurtigt, Nøddefri, Opskrift, PCO-venlig kost / Insulinsænkende kost, Sojafri, Stenalderkost / Paleo / LCHF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig, at du ikke er en spam-robot ved at løse regnestykket her - tak :)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.