Menu Luk

Samarbejde er ikke ‘blødt’ – samarbejde og resultater hænger sammen!

Din forretning afhænger af dine medarbejdere: Samarbejde og resultater hænger sammen!

Hører du også kun ‘trivsel’, ‘HR’ og ‘kultur’, når jeg siger: “Samarbejde”? Det duer ikke, for uden et stærkt samarbejde kommer vi aldrig til at opnå resultater sammen. Vi skal simpelthen forstå, at samarbejde og resultater hænger sammen!

LÆSETID: 3 min.

Når samarbejde bliver misforstået

“Hvorfor fanden tror så mange, at samarbejde er sådan noget blødt noget?!” Dét hører jeg ofte mig selv udbryde frustreret. Og undskyld, hvis jeg kom til at råbe af dig, for du jo meget vel være en af dem, der har forstået, at samarbejde og resultater hænger uløseligt sammen.

Så lad mig give dig et eksempel på, hvornår min frustrationen opstår. Måske kan du genkende noget? En klassisk frustrations-situation for mig er, når jeg fortæller andre, hvad jeg arbejder med:

Mig: “Jeg hjælper ledere med at sætte samarbejdet i system, så de kan opnå resultater sammen med deres medarbejdere. For at sådan et system skal fungere i praksis er det afgørende, at det er designet til mennesker.”

Hvad mange hører og tænker: “… samarbejde … medarbejdere … mennesker …” → “Ah, det er sådan noget blødt noget. Trivsel og HR-agtigt?”

Hvad blev der af ‘system’ og ‘resultater’, spørger jeg? Med andre ord effektivitet og forretning?

Din forretning afhænger af mennesker

Det her sker ikke kun, når jeg elevator-pitcher mig selv. Det sker også i almindelige samtaler om effektivitet, ledelse og andre arbejdsrelaterede emner (nørdede samtaler, som jeg i øvrigt elsker at have).

I det øjeblik ordet ‘mennesker’ kommer på banen, er der noget, der tilter, så kun trivsel og kultur står tilbage. Som om man ikke både kan fokusere på mennesker og forretning. Som om de to er modsætninger.

Og det er stærkt problematisk, hvis du spørger mig.

Din forretning er nemlig dybt afhængig af de mennesker, der arbejder i den.

Jo bedre rammer du giver dine medarbejdere, desto bedre performer de. I praksis betyder det, at du skal finde sweetspottet mellem de individuelle behov og jeres fælles mål – og det er her systemet kommer ind i billedet.

Få jeres samarbejde og resultater til at hænge sammen med fælles struktur

Nu må du ikke blive træt og overvældet ved tanken om at skulle implementere et stort og kompliceret system.

Et godt samarbejdssystem består såmænd blot af to ben:

  1. Struktur: De rigtige møder i kalenderen (faciliteret ordentligt, tak) og et fælles værktøj til håndtering af jeres opgaver, fx MS Planner, Trello eller Asana.
  2. Kommunikation: Klar, venlig og rigelig kommunikation (spoiler alert: første skridt til bedre kommunikation er som oftest at kommunikere mere).

Indrømmet, ovenstående er nemt at forstå, knap så nemt at implementere. Hemmeligheden er at gøre det i små skridt.

Jeg vil anbefale, at I starter med at vælge et værktøj til jeres opgaver og derefter går i gang med at bruge værktøjet på jeres møder. Dvs. at I skal kigge på det sammen og bruge det som udgangspunkt for samtalen.

Skriv dig op til mit nyhedsbrev, hvis du vil have flere tips og tanker om samarbejde og resultater på arbejdspladsen.

Posted in Effektivitet, Gode møder, Kommunikation, Ledelse, Mennesker, Planlægning, Prioritering, Proces-optimering, Produktivitet, Samarbejde, Teamwork, Trivsel, Venlighed