Hos mig starter følelsen af stress oftest med fornemmelsen af, at hovedet ikke længere er koblet på kroppen. Heldigvis har jeg nogle tricks til at få hovedet på igen – problemet er bare, at de fleste tricks egner sig bedst til enrum. Og her har jeg som andre introverte sjældent mange andre valgmuligheder end … toilettet.
At miste sig selv
Når jeg begynder at stresse over noget, mister jeg forbindelsen til kroppen. Som andre introverte har jeg brug for ro, hvis jeg skal have hovedet på igen.
Det kræver nemlig en bevidst indsats at genetablere kontakten mellem krop og hoved. I hvert fald hvis det skal gå lidt tjept.
Jeg har to tricks, jeg benytter mig af, når hovedet skal gen-installeres. Det ene er at tage 10 dybe og koncentrerede indåndinger, gerne med lukkede øjne.
Det andet er at lade mit åndedræt klare sig selv, men observere det imens.
Jeg forestiller mig, at luften og ilten bliver suget ind gennem næsen og derefter fordelt rundt i kroppen – helt ud i tæer og fingerspidser – inden jeg puster ud igen.
“I fortsætter bare, mens jeg lige trækker vejret …”
Problemet er, at det kan være svært at finde stedet og rummet til at lave de her tricks.
Det virker i hvert fald sært fraværende – eller bare slet og ret underligt – at lukke øjnene halvvejs gennem en middag eller et møde for at gå i gang med at tage tydelige og omhyggelige indåndinger.
Hvis man tilmed tilføjer lidt lyd, sådan som så mange begejstrede og dybt afbalancerede yogalærere anbefaler det, bliver det først rigtigt mærkeligt.
Jeg er faktisk sluppet af sted med de 10 dybe indåndinger i semi-offentlige omgivelser. Jeg nævner i flæng:
- I diskretion foran min computerskærm på jobbet.
- Ved siden af min cykel.
- Lade som om, at jeg stirrer på min telefon, mens jeg reelt ikke fokuserer og har halvt lukkede øjne.
De dybe indåndinger – dem der går helt ud i fingerspidserne og ned i tæerne – laver jeg nogle gange i fuld offentlighed, måske ligefrem i samtale med andre. Jeg satser bare på, at der ikke er nogen, der opdager, hvad jeg har gang i.
At gå for sig selv – bogstaveligt talt
Det allerbedste – og mest effektive – er nu at gå hen et sted, hvor man kan være sig selv: At gå ind i sit eget rum, lukke døren og være helt alene . Så er det meget nemmere at vende tilbage til kroppen.
Problemet er at finde sådan et rum. Især hvis man er på arbejde.
Men så er det jo godt, at vi introverte har vores helt egen højborg. Jeg giver dig: Toilettet!
Det eneste sted, hvor man på offentlige og semi-offentlige steder kan få lov til at få bare lidt fred og ro for andre mennesker. Med mindre altså at andre begynder at ruske i døren og spørge, hvorfor det tager så lang tid (så lad lige være med det, ik’?).
Hvad jeg og andre introverte laver på toilettet
Bare rolig, jeg skal nok nøjes med de detaljer, der handler om at nå den daglige zen:
Den hurtige er de 10 dybe, afslappede og dog koncentrerede åndedrag – helt ned i maven og ud i de fjerneste dele af kroppen. Jeg tager dem gerne stående, for der er noget rart over at kunne mærke gulvet som et solidt fundament under mig. Lukkede øjne gør det endnu nemmere.
Den omhyggelige er vekselåndedrættet, som nogen nok kender fra yoga. Man lægger pege- og langefinger på panden og bruger tommelfingeren og ringfingeren til at lukke for det ene og det andet næsebor (men ikke begge næsebor samtidig, mind you). Derefter trækker jeg omhyggeligt vejret: Ind gennem venstre næsebor, ud gennem højre. Ind igen gennem højre og ud gennem venstre. Dét er én omgang. Jeg napper gerne 5 runder.
Den vilde er til de gange, hvor jeg fornemmer, at der skal mere til at få koblet hovedet på kroppen end blot lidt sølle vejrtrækning (og så når toilettet er stort nok, i øvrigt). I sådanne tilfælde kaster jeg mig ud i denne lille og stående yogasekvens. Den har vist sig fascinerende effektiv.
Så, nu ved du, hvad der foregår bag den lukkede dør, når der er længe optaget – og der ikke lugter, når det er endelig bliver din tur.