FØLG MED PÅ MAIL >
Sygdomme som diabetes, hjertekarsygdomme og autoimmune sygdomme er i fremmarch i den vestlige verden. Noget i vores livsstil fremmer tilsyneladende disse symptomer, og vi omtaler dem ofte som ‘livsstilssygdomme’. Når vi nu så klogt kalder dem dét, hvorfor lader vi så ikke kost og livsstil være grundlaget i forebyggelsen og behandlingen af dem?
Jeg har kraftigt på fornemmelsen, at jeg ikke behøver fortælle dig, at søvn er vigtigt for dit helbred, din velvære og din livslængde, eftersom overskrifterne i medierne har været rigelige i de senere år. Spørgsmålet er, om du også ved, hvorfor det er så vigtigt? Og – ikke mindst – hvordan du lykkes med at få nok søvn i et samfund, der er i gang 24/7?
På den ene side kan vi takke vores indbyggede stress-reaktion for, at vi forbliver i live. På den anden side giver en konstant aktivering af stressen en så alvorlig belastning af kroppen, at vores helbred med tiden kan komme til at lide under det. Derfor er det vigtigste, du kan gøre for dit helbred, at håndtere din stress.
Her i den vestlige verden filosoferer vi jævnligt over, om der mon ikke er en kobling mellem krop og sind? Hver gang jeg støder på den slags tanker, forestiller jeg mig, hvordan de ovre i Asien sidder og slår sig på lårene af grin. I den østlige filosofi har man aldrig skelnet mellem det fysiske og det mentale. Og nu finder videnskaben lige så stille og roligt beviser på, at de har fuldstændig ret, derovre øst på. Det er tid til at komme helt ind i sindet.
Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er temmeligt nytteløst at rende rundt at planlægge hele tiden. Har jeg fundet ud af. Her er forklaringen på hvorfor.
Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Vi skal lære at sige: “Pyt!” og “Nej!” og huske at være mega mindfulde, mens vi gør det – sådan tackler vi bedst stress! Dét er uden tvivl rigtigt. Men det er ikke hele sandheden – i hvert fald ikke for mig.
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af den igen. Tror jeg nok.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.