BOG: Livsmedicin
Om Line og bloggen
På den ene side kan vi takke vores indbyggede stress-reaktion for, at vi forbliver i live. På den anden side giver en konstant aktivering af stressen en så alvorlig belastning af kroppen, at vores helbred med tiden kan komme til at lide under det. Derfor er det vigtigste, du kan gøre for dit helbred, at håndtere din stress.
Her i den vestlige verden filosoferer vi jævnligt over, om der mon ikke er en kobling mellem krop og sind? Hver gang jeg støder på den slags tanker, forestiller jeg mig, hvordan de ovre i Asien sidder og slår sig på lårene af grin. I den østlige filosofi har man aldrig skelnet mellem det fysiske og det mentale. Og nu finder videnskaben lige så stille og roligt beviser på, at de har fuldstændig ret, derovre øst på. Det er tid til at komme helt ind i sindet.
Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er temmeligt nytteløst at rende rundt at planlægge hele tiden. Har jeg fundet ud af. Her er forklaringen på hvorfor.
Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Vi skal lære at sige: “Pyt!” og “Nej!” og huske at være mega mindfulde, mens vi gør det – sådan tackler vi bedst stress! Dét er uden tvivl rigtigt. Men det er ikke hele sandheden – i hvert fald ikke for mig.
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af den igen. Tror jeg nok.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Jeg er jævnligt begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen – jeg har bare fundet ud af, at netop dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-reaktioner.
Den Stille Revolution er kampen for retten til at søge ro, til at være stille og til at være alene med sig selv – uden at andre sætter spørgsmålstegn ved det. Den Stille Revolution er den danske version af amerikanske Susan Cains initiativ, The Quiet Revolution.