Vidensarbejdere er ikke det samme som fabriksarbejdere – at bruge hovedet er noget andet end at bruge hænderne. Vi skal droppe den ensidige samtale om hjemmearbejde og bytte den ud med en snak om, hvordan vi arbejder sammen. Dét kræver, at vi ser på vores forskelligheder, og på hvordan den menneskelige hjerne fungerer.
Alle de dér perfektionist-typer kunne med fordel lære at være mere dovne. At holde op med at gå efter 120 % og i stedet ‘bare’ levere godt. Når vi overgør vores arbejde, overbelaster vi os selv – og andre. Resultatet er dårligere opgaveløsning, flere fejl og øget risiko for at brænde os selv og andre ud. Jeg burde vide, hvad jeg taler om. Jeg taler selvfølgelig om mig selv.
På den ene side kan vi takke vores indbyggede stress-reaktion for, at vi forbliver i live. På den anden side giver konstant aktivering af stress så stor belastning af kroppen, at helbredet med tiden kommer under pres. Derfor er stresshåndtering ikke kun vigtigt for dit hoved. Det er også vigtigt for dit helbred.
Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!”
Min todo-liste og jeg har et problem. Eller det er nok mest mig, der har problemet: Jeg stoler nemlig ikke på min egen liste. Så nu har jeg sendt os i terapi.
Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere! Det er jo godt, men det er også skidt, for det har sendt mig i eksistentiel krise. Vejen gennem stress handler tilsyneladende om at mestre kunsten at være ligeglad. Heldigvis har jeg fundet løsningen på krisen. Tror jeg nok.
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.
Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.