Alle de dér perfektionist-typer kunne med fordel lære at være mere dovne. At holde op med at gå efter 120 % og i stedet ‘bare’ levere godt. Når vi overgør vores arbejde, overbelaster vi nemlig os selv – og til tider også andre. Resultatet er dårligere opgaveløsning, flere fejl og øget risiko for at brænde os selv og andre ud. Jeg burde vide, hvad jeg taler om. Jeg taler selvfølgelig om mig selv.
Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!”
Min todo-liste og jeg har et problem. Eller … det er nok mest mig, der har problemet: Jeg stoler nemlig ikke på min egen liste. Så nu har jeg sendt os i terapi.
Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af den igen. Tror jeg nok.
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.
Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Jeg er jævnligt begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen – jeg har bare fundet ud af, at netop dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-reaktioner.