Kan du huske sidste gang, du fortalte et andet menneske om, hvor travlt du har? Følte du dig vigtig? Betydningsfuld? Og – hvis du nu skal være helt ærlig – var alle de ting, du havde gang i helt så livsnødvendige, som du fik dem til at lyde? Siden hvornår blev travlhed et adelsmærke?
Som skrigende introvert er det noget nær livsnødvendigt at finde ro i hverdagen. Det er bare ikke altid lige let. Jeg har dog haft nogenlunde held med disse hacks.
Hvad gør man, når sofaen kalder? Smider alt, hvad man har i hænderne for straks at lægge sig på langs? Eller anklager man sig selv for at være et dovent hundehovede, mens man bider tænderne sammen og knokler videre? Jeg gør det sidste. Men er det nu også dovenskab?
Kender du det: Man har en opgaveliste, som selv den største tidsoptimist ikke kan acceptere som realistisk for én dag? Og så tænker man, snedig, som man er: “Hvis jeg nu skynder mig …”? Her er tre dogmer til en anden (og bedre) strategi.