Hos mig starter følelsen af stress oftest med fornemmelsen af, at hovedet ikke længere er koblet på kroppen. Heldigvis har jeg nogle tricks til at få hovedet på igen – problemet er bare, at de fleste tricks egner sig bedst til enrum. Og her har jeg sjældent mange andre valgmuligheder end … toilettet.
At miste sig selv
Når jeg begynder at stresse over noget, mister jeg forbindelsen til kroppen og dermed fornemmelsen af at have kontakt til mig selv.
Det kræver en bevidst indsats at genetablere kontakten, i hvert fald hvis det skal gå lidt tjept (skal det ske uden en bevidst handling, kræver det nemlig større interventioner a la weekender, ferier og spa-ophold – ikke at der er noget galt med weekender, ferier og spa-ophold, de er bare være lidt svære at snige ind mellem to møder …).
Et par af de tricks, jeg benytter mig af, hvis jeg skal have sat hovedet tilbage på kroppen (for det er sådan, jeg tænker om det) er at tage 10 dybe og koncentrerede indåndinger, gerne med lukkede øjne. Eller ved blot at følge mit åndedræt bevidst:
Jeg forestiller mig, hvordan luften og ilten bliver suget ind gennem næsen og derefter fordelt rundt i kroppen – helt ud i tæer og fingerspidser – inden jeg puster ud igen (jeg springer rettere sagt alt det der med iltning af blodet over – det er der åbenbart ikke tid til, når jeg sådan lidt akut skal finde hen til zen).
“I fortsætter bare, mens jeg lige trækker vejret …”
Problemet er, at det kan være svært at finde stedet og rummet til at lave de her tricks, der kan genetablere forbindelsen til kroppen.
Det virker i hvert fald sært fraværende (eller bare slet og ret underligt) at lukke øjnene halvvejs gennem en middag eller et møde for at gå i gang med at tage tydelige og omhyggelige indåndinger – eventuelt med lidt lyd på, sådan som så mange begejstrede og dybt afbalancerede yogalærere anbefaler det.
Jeg er nu sluppet af sted med de 10 dybe indåndinger i semi-offentlige omgivelser:
I diskretion foran min computerskærm på jobbet, ved siden af min cykel (der ganske vist derhjemme står i et vaskeægte parkeringshus, som trods alt skærmer mig for de værste undrende blikke), eller mens jeg stirrer åndsfraværende på min telefon (endelig, ENDELIG kan den tåbelige telefon være gavnlig i forhold til at sænke stressniveauet – halleluja!).
Og de der dybe indåndinger – dem der går helt ud i fingerspidserne og ned i tæerne – dem laver jeg rent faktisk nogle gange i fuld offentlighed, måske ligefrem i samtale med andre (og nej tak: Hvis du er en af dem, der kender mig AFK, behøver du såmænd ikke begynde at gætte på, om jeg gør det, næste gang vi taler sammen – med mindre du gerne vil ødelægge min desperate jagt på zen, altså).
At gå for sig selv – bogstaveligt talt
Det allerbedste – og mest effektive – er nu at gå hen et sted, hvor man kan være sig selv: At gå ind i sit eget rum, lukke døren og være helt alene . Så er det meget nemmere at vende tilbage til sin krop.
Problemet er at finde sådan et rum. Især hvis man er på arbejde.
Men så er det jo godt, at vi har de introvertes højborg: Toilettet! Det eneste sted, hvor man på offentlige og semi-offentlige steder kan få lov til at få bare lidt fred og ro for andre mennesker (med mindre de andre begynder at ruske i døren og spørge, hvorfor det tager så lang tid – så lad lige være med det, ing’?).
Hvad jeg laver, når jeg er på toilettet
Bare rolig, jeg skal nok spare jer for irrelevante og uhumske detaljer og kun give jer dem, der handler om at nå den daglige zen:
Den hurtige er de 10 dybe, afslappede og dog koncentrerede åndedrag – helt ned i maven og ud i de fjerneste dele af kroppen. Jeg tager dem gerne stående, for der er noget rart over at kunne mærke gulvet som et solidt fundament under sig, når man nu er i gang. Lukkede øjne er selvfølgelig underforstået.
Den omhyggelige er vekselåndedrættet, hvor jeg lægger pege- og langefinger på panden og bruger tommelfingeren og ringfingeren til at lukke for det ene og det andet næsebor (men ikke begge næsebor samtidig, mind you). Derefter trækker jeg omhyggeligt vejret: Ind gennem venstre næsebor, ud gennem højre. Ind igen gennem højre og ud gennem venstre. Dét er én omgang. Jeg napper gerne 5.
Den vilde er til de gange, hvor jeg fornemmer, at der skal mere til at få koblet hovedet på kroppen end blot lidt sølle vejrtrækning (og så når toilettet er stort nok, i øvrigt). I sådanne tilfælde kaster jeg mig ud i denne lille og stående yogasekvens. Den har vist sig fascinerende effektiv.
Så, nu ved du, hvad der foregår bag den lukkede dør, når der er længe optaget – og der ikke lugter, når det er endelig bliver din tur.
Andre afsløringer fra det introverte univers
Vil du også have mere zen om onsdagen?
Her får du inspiration til mere ro, større trivsel og tid til det vigtige.
Jeg kan selv blive både frustreret, forvirret og næsten desperat i jagten på zen
- men jeg prøver, eksperimenterer og bliver fortsat klogere. Og jeg deler gerne.
Hver/hver anden uge sender jeg dig en 2 minutters tekst.
Den indeholder konkrete tanker, eksperimenter eller erfaringer, jeg har gjort mig.
Det sker, at jeg også nævner mine konsulentydelser, men det er aldrig det vigtigste.