Vi skal definere ‘produktivitet’ på en anden måde ‘synlig aktivitet på kontoret, i indbakken og chatten’. Cal Newport giver tre principper i bogen ’Slow Productivity’. Du får dem her som tre gode råd – og med et ekstra bonus-råd.
Den psykiske mistrivsel stiger. Dét trick, der virker for os med lidt anderledes hjerner, kan hjælpe alle jer andre også: Rammer, fred og ro.
Du får problemer på distancen, hvis du ikke er bevidst om din personaleledelse. Tre tips gør dig hurtigt nærværende, når dine medarbejdere vil arbejde hjemmefra.
Forestil dig en arbejdsplads, der er helt stille: Alle har eget kontor. Der er få møder, som alle er korte og afdæmpede. Chefen er afvisende overfor mere interaktion mellem medarbejderne. Surrealistisk scenarie, har jeg ret? Men det burde det faktisk ikke være.
“Vejen til succes handler i en omskiftelig og teknologidrevet verden om at søsætte tonsvis af initiativer – hurtigere end naboen.” Hvis dét udsagn stresser dig, bliver du glad for at høre, at der er en anden måde at definere hurtighed på. Du er også hurtig, når du fokuserer og lærer. Dét lyder meget rarere, gør det ikke?
Det er godt og udviklende at overskride sine egne grænser, og man kan kun overskride grænser ved at gøre noget vildt. Åbenbart. Klassens stille pige overskrider sin egen grænse og udbryder hermed et rungende: “Dét er fandeme noget pis!”
Et sted mellem True Detective og et intensivt coaching-kursus fandt jeg en lille, men vigtig pointe. Den kan gøre vores verden til et bedre sted at være. Ja, det er lidt noget hippie-ævl om nysgerrighed, åbenhed og den slags. Men det virker!
Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte mærkater og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de der kasser.
Jeg er blevet interviewet til Krifas digitale magasin, hvor jeg udtaler mig – forhåbentlig relativt klogt og sobert – om dét at være introvert på en arbejdsplads.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.