Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er temmeligt nytteløst at rende rundt at planlægge hele tiden. Har jeg fundet ud af. Her er forklaringen på hvorfor.
Min todo-liste og jeg har et problem. Eller … det er nok mest mig, der har problemet: Jeg stoler nemlig ikke på min egen liste. Så nu har jeg sendt os i terapi.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af den igen. Tror jeg nok.
Jeg er jævnligt begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen – jeg har bare fundet ud af, at netop dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-reaktioner.
Alle strukturfascister drømmer sødt om den dag, hvor der endelig, endelig er styr på det hele. Men vejen dertil lader til at være fyldt med frustrerende mange forhindringer. Lidt ligesom arbejdsdagen er det for Pixars lille rengøringsrobot, M-O. Hvilket fik mig til at tænke …
Vil du også gerne have mere tid? Så skulle du måske bruge mindre tid på sociale medier. Lettere sagt end gjort, siger du? Oh, dét ved jeg! Men jeg har nu fundet et par tricks, der kan noget.
Har du også nogen gange fornemmelsen af, at livet er en slags aparte tennis, hvor du halser rundt efter alle boldene? Så har jeg en god nyhed: Du behøver ikke ramme en eneste af dem!
Er det bare mig, eller har mange et ‘enten-eller’-forhold til planer? Enten følger man dem slavisk. Eller også har man dem ikke. Men planer behøver ikke være diktater: De kan være skitser, der viser, hvordan du kan realisere dine ideer.
Der findes to – og kun to! – fornuftige svar, når andre mennesker beder dig om at gøre noget.