NYHEDSBREV: Tips, tricks og inspiration
Alle de dér perfektionist-typer kunne med fordel lære at være mere dovne. At holde op med at gå efter 120 % og i stedet ‘bare’ levere godt. Når vi overgør vores arbejde, overbelaster vi nemlig os selv – og til tider også andre. Resultatet er dårligere opgaveløsning, flere fejl og øget risiko for at brænde os selv og andre ud. Jeg burde vide, hvad jeg taler om. Jeg taler selvfølgelig om mig selv.
Du kæmper sikkert en brav kamp for at finde tiden til at gøre dét, du selv mener er vigtigt. Hvis din mission skal lykkes, må…
Drømmer du om at blive mere effektiv? Men ender alligevel gang på gang med tåbelige overspringshandlinger, der stjæler din tid og dit fokus? Så skal du have nogle produktivitets-tricks på banen, skal du. Jeg vil foreslå, at du starter med personlig Scrum.
Når vi kalder noget for blødt, lyder det som hyggeligt flødeskum, der nemt kan undværes. Men hvis du vil levere værdi på en arbejdsplads, er dine såkaldt ‘bløde’ kompetencer decideret essentielle – med mindre du altså arbejder mutters alene. Så skulle vi ikke kalde kompetencerne noget andet end ‘bløde’?
Jeg har det med notesbog-forretninger, som andre kvinder har det med skobutikker: Får jeg først forvildet mig derind, er der risiko for et glødende Dankort. Derfor er jeg helt solgt på Bullet Journal-fænomenet, hvilket jeg fortalte om i min bedre halvdels podcast, work.flow. Her er den skriftlige, illustrerede forklaring på, hvordan jeg bruger min Bullet Journal.
Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er temmeligt nytteløst at rende rundt at planlægge hele tiden. Har jeg fundet ud af. Her er forklaringen på hvorfor.
Min todo-liste og jeg har et problem. Eller … det er nok mest mig, der har problemet: Jeg stoler nemlig ikke på min egen liste. Så nu har jeg sendt os i terapi.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere. Hvilket har sendt mig direkte i eksistentiel krise. Men jeg har fundet vejen ud af den igen. Tror jeg nok.
Jeg er jævnligt begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen – jeg har bare fundet ud af, at netop dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-reaktioner.