Du skal have en personlig målsætning for dit arbejdsliv. Dét er vigtigt, får vi ofte at vide, hvis vi vil nå nogen vegne i livet. Min påstand er dog, at det ikke er nok at formulere en målsætning, du skal også bruge den aktivt. Her får du opskriften på, hvordan du gør dét.
Som Anders And jo siger …
Jeg har ofte fejlciteret Anders And for at sige: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt.” Fejlciteringen har den simple årsag, at jeg læste det første gang i et Anders And-blad tilbage i 1980’erne. Citatet er dog endnu ældre, for det var (åbenbart) Jens Otto Krag, der i 1967 var den første til at udtale det. Alt dét er dog sagen uvedkommende. Sagen er, du kan lære noget af både Anders And og Jens Otto Krag, når det kommer til en professionel, personlig målsætning.
Målsætninger, sådan nogle får vi jo igen og igen at vide, at vi skal sætte os, hvis vi vil nå nogen steder hen her i livet. Det er også vigtigt at sætte mål, men hvis det eneste du gør er at formulere nogle mål, mejsle dem i sten og derefter stirre dig blind på dem – eller måske ligefrem glemme dem igen – så gør du det forkert.
Du skal bruge dine mål, sådan helt lavpraktisk og til hverdag. Samtidig skal denne praktiske brug af mål ikke kun føre dig fremad – den skal også hjælpe dig med at komme det rigtige sted hen. Du skal se en personlig målsætning som en klump modellervoks, der både holder dig fast, og som du konstant vender tilbage og omformer. Den bør være en naturlig del af dine rutiner for personlig produktivitet.
Dette blog-indlæg er første del af en lille mini-serie, hvor du får opskriften på, hvordan du sætter dig mål, som du kan bruge som rettesnor i hverdagen. I anden del fortæller jeg dig, hvordan du løbende modellerer dine mål, så de hjælper dig med at holde den rigtige retning.
1. Formuler dit første bud på en personlig målsætning
Først skal du have formuleret dine mål, så her starter vi. Derefter dykker jeg ned i, hvordan du bruger dine mål aktivt i hverdagen.
Øvelsen er tyvstjålet – men lettere modereret – fra den projektlederuddannelse, jeg tog tilbage i 2009. Læsere med sådan en uddannelse i bagagen, kan nok nikke genkendende til denne såkaldte ‘målsætningsøvelse’. Uanset om du er projektleder eller ej, så tror jeg, at du allerede har hørt om de her tre fætre og deres tilhørende spørgsmål:
- FORMÅL: Hvilken nytte har mit arbejde for mig – hvorfor skal jeg engagere mig i det? For at …
- SUCCES: Hvornår har jeg opnået formålet med mit arbejdsliv – hvordan kan jeg måle succesen? Når jeg …
- LEVERANCER: Hvad skal jeg konkret gøre for at opnå dette? Jeg skal …
FØRSTE DEL AF ØVELSEN går ud på at svare på de tre spørgsmål. Som du kan se, har du allerede fået de første to ord foræret. Svarene kunne fx lyde sådan her:
Jeg skal engagere mig i mit arbejdsliv, for at mit arbejde kan give mig en følelse af at være kompetent, og af at jeg bidrager til noget større. Jeg ved, at det er en succes, når jeg har en høj grad af arbejdsglæde og tjener nok til, at jeg ikke bekymrer mig om huslejen og samtidig har råd til at gå ud at spise jævnligt. Jeg skal i første omgang finde et vigtigt projekt på arbejdet, jeg kan engagere mig særligt i. Senere skal jeg bede om lønforhøjelse.
2. Få det til at hænge sammen som ærtehalm
ANDEN DEL AF ØVELSEN er at følge de tre ting helt til dørs. Hvis du blot formulerer svar til de tre spørgsmål og derefter dribler videre, så har du kun en halv personlig målsætning. Som min underviser på projektlederuddannelsen så smukt formulerede det: “De tre skal hænge sammen som ærtehalm!” Med dét mente han, at de tre skal afspejle hinanden. Alt dét der står i formålet skal altså også være afspejlet i succeskriterierne og i leverancerne og vice versa.
Særligt kvikke læsere vil allerede nu have opsnappet, at der er et hul i det eksempel, jeg gav ovenfor. Succeskriterier og leverancer nævner nemlig begge noget om indtægt, men dét står der ikke et klap om i formålet. Enten skal det væk fra succeskriterier og leverancer, eller også skal vi have det ind i formålet. Sidstnævnte løsning kunne give en ny første sætning, der lød sådan her:
Jeg skal engagere mig i mit arbejdsliv, for at mit arbejde kan give mig en følelse af at være kompetent, og af at jeg bidrager til noget større, og så jeg tjener nok til at kunne leve et for mig komfortabelt liv.
3. Gør det SMART (læs: Du skal kunne måle din målsætning)
TREDJE OG SIDSTE DEL AF ØVELSEN handler om at gøre din målsætning målbar. Du har sikkert allerede hørt om SMARTe mål, altså at et mål skal være: Specifikt, Målbart, Accepteret, Realistisk, Tidsafgrænset. Dine mål skal altså være så konkrete, at du kan måle dem. Samtidig skal du – og evt. andre du involverer – acceptere dem. De skal være (ambitiøse, men) realistiske, og så skal de selvfølgelig have et tidsstempel på, ift. hvornår du forventer at være i mål.
Igen kommer mit eksempel ovenfor lidt til kort, for de her succeskriterier er dæleme ikke særligt SMARTe: Jeg ved, at det er en succes, når jeg har en høj grad af arbejdsglæde og tjener nok til, at jeg ikke bekymrer mig om huslejen og samtidig har råd til at gå ud at spise. Hvad er ‘en høj grad af arbejdsglæde’? Og hvor mange kroner i kassen taler vi om, før bekymringerne er væk, og middagene er i hus ?
Den datadrevne version af et SMART-mål for din arbejdsglæde kan du opnå ved jævnligt at bede dig selv om at vurdere din arbejdsglæde fx på en skala fra 0 til 10 (ja, jeg laver selv sådanne målinger). Derefter kan du finde gennemsnittet over X antal måneder, med en ambition om at det skal ligge på fx min. 8. En mere humanistisk tilgang kan være at spørge én, der kender dig godt, om vedkommende aktuelt vurderer din arbejdsglæde til at være lav, middel eller høj.
Målet for indtægten handler selvfølgelig om at lave et simpelt husholdningsbudget, hvor du først finder ud af, hvor mange gange du gerne vil ud at spise, og hvad sådan en middag i gennemsnit koster. Dernæst kan du regne ud, hvor meget du skal tjene, før dét scenarie er realistisk. Udover at få dækket dit almindelige forbrug, forstås.
Herefter mangler du blot at vurdere, hvornår de to mål realistisk kan være opnået. Arbejdsglæden kan måske være på plads om et halvt år, mens lønforhøjelsen kan være opnået om et år.
“Nåh, det var dét!”
Nu har du en superskarp målsætning for dit arbejdsliv. Du er samtidig i overhængende fare for, at lade din målsætning ligge og hygge sig i en eller anden tilfældig mappe på din computer, hvor du glemmer alt om dens eksistens. Hemmeligheden er derfor – som jeg nævnte i starten – at bruge målsætningen aktivt i din dagligdag. Og det er her, dine leverancer kommer ind i billedet.
Hvis vi tager eksemplet igen, så har du to overordnede opgaver, du skal løse for at komme i mål. Som du kan se, kommer den ene før den anden: Jeg skal i første omgang finde et vigtigt projekt på arbejdet, jeg kan engagere mig særligt i. Senere skal jeg bede om lønforhøjelse.
Den første opgave med at finde og engagere dig i et vigtigt projekt på jobbet skal være på din radar – hvis ikke hver evig eneste dag – så i hvert fald hver evig eneste uge. Du skal simpelthen give sådanne nøgleopgaver tid og kærlighed hver uge, hvis du vil rykke på dem.
Derfor skal du planlægge din uge, og hver gang du planlægger din uge, sørger du for at afsætte tid til leverancerne fra din personlige målsætning. Om du planlægger ved hjælp af Personlig Scrum, Timeblocking eller noget helt tredje er rasende ligegyldigt. Så længe du hver uge husker at arbejde på dine personlige leverancer, så er alt godt.
Det her var som sagt første del af opskriften på, hvordan du arbejder aktivt med en personlig målsætning. Jeg mangler stadig at bevise overfor dig, hvorfor Anders And og Jens Otto Krag er relevante – også for dig. Det kan du læse om i anden del – lige her.
Mere inspiration til en fokuseret og optimeret hverdag:
- Hvis jeg dog bare havde tid til at læse bøger …
- Hurtigere: Hvorfor du skal lade være med at handle lige nu
- Hvem har bildt dig ind, at en plan er et diktat?
Foto: Glenn Carstens-Peters – Unsplash