Det skal gøre ondt, før det gør godt, har jeg ret? Nøh, det har jeg egentlig ikke, for når det kommer til motion, er det vigtigste faktisk at få det gjort. Om du vælger at gøre det i små, behagelige doser, i længere og mere ubehagelige stræk eller som en kombination af begge dele, er sådan set op til dig selv. Det vigtigste er, at du bliver ved med at røre dig. Hver dag. Og at du samtidig lytter til og respekterer din krop.
Alle strukturfascister drømmer sødt om den dag, hvor der endelig, endelig er styr på det hele. Men vejen dertil lader til at være fyldt med frustrerende mange forhindringer. Lidt ligesom arbejdsdagen er det for Pixars lille rengøringsrobot, M-O. Hvilket fik mig til at tænke …
Der findes to – og kun to! – fornuftige svar, når andre mennesker beder dig om at gøre noget.
Hvad gør man, når sofaen kalder? Anklager sig selv for at være et dovent hundehovede? Det gør jeg. Men er det nu også dovenskab?
Burde vi simpelthen droppe alt det der strategiske tænkeri og i stedet bare … tja, gå i gang?