FOKUS OG FLOW
Alle strukturfascister drømmer sødt om den dag, hvor der endelig, endelig er styr på det hele. Men vejen dertil lader til at være fyldt med frustrerende mange forhindringer. Lidt ligesom arbejdsdagen – interessant nok – er det for Pixars lille rengøringsrobot, M-O.
M-O’s og Sisyfos’ utaknemmelige arbejde
Jeg elsker generelt Pixars animationsfilm, og jeg er især fjollet med Wall-E. En af mine favorit-figurer i Wall-E er den lille rengøringsrobot M-O, der ihærdigt gør hvad han kan for at holde styr på det hele. Hvilket i hans tilfælde handler om at holde rumstationen ren. Som i ‘helt ren, hele tiden’.
Og det er et pænt utaknemmeligt job, skulle jeg hilse at sige:
For hver gang M-O har gjort rent ét sted, dukker der fluks snavs op et andet sted – som oftest i nærheden af Wall-E. Resultatet er, at den lille robot bliver mere og mere vred, hektisk og frustreret. Hvilket dog ikke forhindrer ham i insisterende at fortsætte med at køre rundt og feje op efter alle andre …
Dét fik mig en dag til at tænke … Er jeg M-O?
At få styr på det hele
Værende strukturfascist og dermed glad for rene linjer, orden og overblik, er jeg som oftest hende, der render rundt og forsøger at rydde op i verden omkring mig. Her i betydningen ‘forsøge at skabe orden i kaos’.
Ligesom M-O kan jeg også blive pænt frustreret – på samme hoppende måde, i øvrigt – hvis jeg ikke får lov til eller mulighed for at indføre struktur og orden. Gerne i de doser, jeg synes er passende, forstås (hvilket i 9 ud af 10 tilfælde mystisk nok er i langt større rater end resten af verden tilsyneladende finder det nødvendigt).
Andre strukturfascister vil højst sandsynligt kunne nikke genkendende til denne frustration. Vi forestiller os nemlig alle, hvilken fryd det vil være, når først vi har fået styr på det hele!
Der er snavs i hjørnerne
Problemet er bare, at vi aldrig får styr på det hele. Ganske ligesom M-O aldrig kommer til at have så meget som et nanosekund, hvor han oplever, at hver en krog af rumstationen er helt og aldeles ren.
Situationen eksisterer måske i teorien, men virkeligheden er anderledes. Livet er anderledes. Der er altid – og vil altid være – rod eller snavs i mindst ét af hjørnerne. Og det er uanset om jeg og resten af verdens M-O’er bryder os om det eller ej.
I stedet for at fokusere på, hvordan verden i teorien kunne være, skulle vi hellere glæde os over de gode ting, som vores ordentlighed rent faktisk bidrager til verden med.
Hvor klamt ville der fx ikke være på rumstationen, hvis man ikke havde M-O til at køre rundt og gøre rent? Og hvor mange fantastiske ideer og initiativer ville ikke drukne i kaos, hvis verdens strukturfascister ikke rendte rundt og sørgede for at finde hoved og hale i dem?
Meningen med galskaben
Og verden er rent faktisk taknemmelig, har jeg opdaget: Jeg har i hvert fald ikke længere tal på, hvor mange gange andre mennesker har udtrykt begejstring for min holden styr på det hele.
Dét har fået mig til at indse, at vejen til at færre frustrationer for M-O og os andre ikke skal findes ved at stirre os blinde på en 100 % ordentlig verden, der alligevel aldrig kommer. Vi finder vejen ved at lave en mindre omprogrammering af vores hjerner.
Vi skal indse, at målet ikke er at få alle linjer helt rene. Målet er at får helheden så ren som det nu er muligt.
Andre hacks til den strukturfascistiske hjerne
Line Hviid
– Konsulent, coach, facilitator, blogger, podcaster og foredragsholder
