Menu Luk

Så hold dog op med at kalde dem for bløde kompetencer!

Vi skal holde op med at kalde nogle kompetencer for 'bløde' - for så lyder det som om, at de kan undværes, og det kan de ikke. Foto: Rodolfo Marques - Unsplash.

Når vi kalder noget for blødt, lyder det som hyggeligt flødeskum, der nemt kan undværes. Men hvis du vil levere værdi på en arbejdsplads, er dine såkaldt ‘bløde’ kompetencer decideret essentielle – med mindre du altså arbejder mutters alene. Så skulle vi ikke kalde kompetencerne noget andet end ‘bløde’?

Hvem vil du have med i klubben?

Forestil dig en udvikler, der er sindssygt skarp til at kode; den absolut dygtigste på sit felt. Vedkommende har dog ikke kompetencer til at samarbejde med kollegerne eller holde fokus på virksomhedens mål. Store og små konflikter dukker konstant op, og der blivet kodet spændende ting, som i 90 % af tilfældene ligger milevidt fra scope.

Vil du have den udvikler ind i din virksomhed?
Nåh, ikke? Fair nok. 

Hvad så hvis jeg i stedet kan tilbyde dig en teknisk jævn udvikler, der ubesværet glider ind i teamet og fra dag ét hjælper med at rykke virksomheden tættere på visionen?

Ah, den udvikler vil du gerne have?
Javel, ja.

Du ved godt, at du lige har vægtet de såkaldt bløde kompetencer højere end de kompetencer, vi normalt omtaler som hårde, ik’? Og du ved også godt, at de fleste virksomheder først og fremmest kigger på hårde kompetencer, når de ansætter, ja?

Og dog. Der er heldigvis flere og flere, der råber op om, at vi skal holde op med at kalde det for bløde kompetencer. Jeg tilslutter mig koret – på trods af at mit CV specifikt er inddelt i bløde og hårde kompetencer (jeg lover at ændre det, når vi sammen har omdøbt begreberne, okay).

Det er ikke flødeskum, det er altafgørende

Når vi kalder noget ‘blødt’, lyder det sådan lidt hyggeligt, fluffy og som noget, vi sagtens kan undvære. Det bløde er flødeskummet, vi uden videre kan skrabe af, men når du skiller dig af med det bløde, står du tilbage med den udvikler, du ikke vil have. Så måske er de ikke så bløde og til at undvære alligevel.

Et aktuelt eksempel fra min egen verden: 

I de sidste par måneder har jeg øvet mig i at sætte korrekte termer på mine egne kompetencer. Til januar debuterer jeg nemlig som freelance konsulent, hvor jeg skal ud at gøre dét, jeg i mange år har gjort som fastansat: Opbygge og facilitere agile processer i udviklingen af digitale produkter. Her oplever jeg selv, at de hårde kompetencer vejer tungere end de bløde.

Problemet er bare at ude i virkeligheden – langt fra CV’ets punktopstilling – dér er bløde kompetencer altafgørende.

Lad os tage en agil proces-ramme som Scrum. Scrum-metodikken hører til i boksen med de hårde kompetencer. Bevares, det er også godt at kende sin Scrum Guide, men sådan en bette 14 siders pdf klarer de fleste nok at stave sig igennem en ekstra gang, hvis man glemmer en term eller to.

Med fare for at få et drag over nakken, vil jeg påstå, at Scrum og andre agile metoder næppe er raketvidenskab. Raketvidenskaben dukker først op, når pdf-indholdet møder organiseringen, arbejdskulturen og – ikke mindst – de mennesker, der skal tage del i processen. Så bliver det fa’me indviklet!

Ikke så sjældent leder du forgæves efter løsninger i din elskede Scrum Guide. I stedet får du brug for dine bløde kompetencer: Evnen til at stille de rigtige spørgsmål, til at kommunikere klart, og til at få det bedste frem i mennesker og – ikke mindst – at få dem til at arbejde sammen. 

Essentielle kompetencer, tak!

Med mindre man arbejder mutters alene, er de såkaldt bløde kompetencer decideret essentielle for at kunne levere værdi på en moderne arbejdsplads. Det er jo også derfor, du valgte den jævne udvikler fremfor den skarpe oppe i toppen.

Lad os derfor begynde at kalde kompetencerne ved rette navn, så vi undgår at devaluere den ene type frem for den anden: Det er faglige og essentielle kompetencer. Hverken mere eller mindre.

Vi er enige? Super.
Så kan jeg jo godt rette mit CV.

Flere blø… øh, essentielle overvejelser

Foto: Rodolfo Marques – Unsplash

Line Hviid
– Konsulent, coach, facilitator, blogger, podcaster og foredragsholder


Posted in Kommunikation, Ledelse, Mennesker, Motivation, Prioritering, Samarbejde, Trivsel

Læs videre: