Menu Luk

Stress-symptomer: Undskyld, men er du ved at dø?

Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen. Jeg har bare fundet ud af, at dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-symptomer.

Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen. Jeg har bare fundet ud af, at dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-symptomer.

Jeg må hellere skynde mig!

Som nogle vil vide, skiftede jeg job i forsommeren. Kort før jeg stoppede i mit gamle arbejde, skulle jeg afslutte et større udviklingsprojekt. Digitale projekter er oplagte kandidater til at udløse stress-symptomer.

Jo flere ting, der falder på plads, des flere nye ting dukker nemlig op i sådan et projekt. I hvert fald indtil man er et par uger på den anden side af launch.

Dette projekt var selvfølgelig ikke et hak anderledes. Samtidig var jeg så usandsynligt heldig, at påsken befandt sig besnærende tæt på deadline, hvilket i praksis betød, at det meste af en uge automatisk smuldrede ud af planen. Hurra!

Når stress-symptomer begynder at prikke

Hvad gør man så, når man opdager, at man for alvor begynder at have travlt? Jo, man mærker stress-symptomer prikke livligt under huden og tænker instinktivt: “Shit, jeg bliver simpelthen nødt til at sætte tempoet op og tage en lang dag. Og måske én til. Og én til. Og én til …”

Men så kom jeg i tanker om, hvad jeg tidligere har forsøgt at lære mig selv: Nemlig at det ikke nytter en flyvende fis at forsøge at skynde sig.

Tingene tager simpelthen den tid, de tager, og det eneste, jeg får ud af at forsøge at nå mere, er at jeg bliver piv-stresset og får et træt hoved, der mister overblikket. Og jeg begynder at lave fejl.

Så jeg droppede ideen om opskruet tempo og lange arbejdsdage og gik til tiden.

Gæt engang, hvad der skete? Stress-symptomerne dampede af. Jo, sgu!

Det moderne mirakel – eller mangel på samme

Måske var jeg blot offer for et moderne mirakel, men jeg tror det ikke. I virkeligheden giver reaktionen super-god mening, når man husker, hvad stress rent faktisk er, nemlig et urgammelt overlevelsesinstinkt.

Den fornemmeste opgave for stress-symptomer er altså at fortælle os, at hvis vi ikke handler NU, så DØR vi!

Når vi som reaktion på dette ur-instinkt begynder at lave alle mulige krumspring for at nå dét, vi godt ved, at vi ikke kan nå, så anerkender vi ubevidst at der er en trussel. Vi bekræfter rettere sagt instinktets tolkning af at, jo, vi er truet på livet.

Men dét er jo løgn.

Den moderne løgn

Det er i hvert fald løgn i de fleste moderne tilfælde. Fx dør jeg ikke af at misse en deadline (med mindre der er en særlig, ondskabsfuld paragraf i min kontrakt, som jeg har overset).

Her sender jeg lige et respektfuldt hattip til de mennesker, der rent faktisk har et arbejde, hvor de sætter livet på spil – eller har andres liv mellem deres hænder.

For de fleste af os, dog, er livet ikke på spil. Dét betyder selvfølgelig ikke, at vores arbejde ikke kan have alvorlige konsekvenser. Men alvorlige konsekvenser er stadig ikke det samme, som at man er ved at dø.

Da jeg undlod at skynde mig, sendte jeg et signal til urhjernen. Beskeden lød: “Rolig nu, du er ikke ved at dø. Alt er godt, og du kan fortsætte fremad i roligt tempo.”

Og reaktionen faldt altså prompte: Der kom ro på. Jeg kunne vinke farvel til mine stress-symptomer.

Så derfor spørger jeg nu mig selv jævnligt, om jeg er ved at dø. Heldigvis forholder det sig fortsat sådan, at jeg kan svare: “Øh, nej, ” og så damper stressen af.

Du er kun to klik fra at få mere zen om onsdagen

Få viden, tips og tricks direkte i indbakken.
Og få først besked om webinars, kurser og andet, der kan booste din og dine kollegers onsdags-zen.

Persondatapolitik [.pdf]

Læs videre:

Posted in Fred og ro, Prioritering, Stress