Alle de dér perfektionist-typer kunne med fordel lære at være mere dovne. At holde op med at gå efter 120 % og i stedet ‘bare’ levere godt. Når vi overgør vores arbejde, overbelaster vi os selv – og andre. Resultatet er dårligere opgaveløsning, flere fejl og øget risiko for at brænde os selv og andre ud. Jeg burde vide, hvad jeg taler om. Jeg taler selvfølgelig om mig selv.
Du kæmper sikkert en brav kamp for at finde tiden til at gøre dét, du selv mener er vigtigt. Hvis din mission skal lykkes, må du i gang med at indgå en hel masse aftaler med dig selv. Og du skal sætte aftalerne i kalenderen! Den slags kalder man timeblocking, og jeg var selv mere end skeptisk over for konceptet til at begynde med. Lige indtil jeg fandt ud af, hvad det gør for mig.
På den ene side kan vi takke vores indbyggede stress-reaktion for, at vi forbliver i live. På den anden side giver konstant aktivering af stress så stor belastning af kroppen, at helbredet med tiden kommer under pres. Derfor er stresshåndtering ikke kun vigtigt for dit hoved. Det er også vigtigt for dit helbred.
Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er nytteløst at agere kontrolfreak, der forsøger at planlægge alting hele tiden. Har jeg fundet ud af.
Min todo-liste og jeg har et problem. Eller det er nok mest mig, der har problemet: Jeg stoler nemlig ikke på min egen liste. Så nu har jeg sendt os i terapi.
Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere! Det er jo godt, men det er også skidt, for det har sendt mig i eksistentiel krise. Vejen gennem stress handler tilsyneladende om at mestre kunsten at være ligeglad. Heldigvis har jeg fundet løsningen på krisen. Tror jeg nok.
Jeg har indført et særligt begreb i min dagligdag: Tvungen langsomhed. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, så afstressende det kan være at tvinge sig selv til at bevæge sig i et adstadigt tempo.
Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen. Jeg har bare fundet ud af, at dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-symptomer.