Menu Luk

Bekendelser fra et kontrolfreak: Om hvorfor jeg planlægger hele tiden

Bekendelser fra et kontrolfreak - der nu forsøger at planlægge mindre

Planlægning og struktur er fantastiske redskaber i en kaotisk og hektisk hverdag. Men det er nytteløst at agere kontrolfreak, der forsøger at planlægge alting hele tiden. Har jeg fundet ud af.

Ikke et tillidsproblem – bare et problem

For nogle måneder siden skrev jeg om det tillidsproblem, jeg havde til mig egen todo-liste: At jeg altid rendte rundt med en mental kopi af min liste, som jeg forsøgte at holde styr på, alt imens jeg udførte opgaverne på listen. Jeg kaldte det et tillidsproblem, men man skal næppe være uddannet psykolog for at spotte et dybereliggende problem, nemlig et kontrolfreak i fuld firspring. Den ti-øre tog dog lidt tid, før den faldt hos mig selv.

Det startede med erkendelsen af det her tillidsproblem, som jeg troede var rettet mod selve listerne. Men det begyndte at dæmre for mig, at det måske mere var mig selv – eller verden omkring mig – jeg manglede tillid til.

Jeg forsøger stort set altid at holde mentalt styr på alting, der skal ske senere, uanset om det står på en liste eller ej. Jeg har altså ikke et tillidsproblem til mine lister. Jeg har snarere en indbygget angst for, at intet bliver gjort med mindre jeg hele tiden tænker på dem (den slags har en formel titel, det hedder ‘generaliseret angst’).

Jeg lider rettere sagt af den vrangforestilling, at mine planer og lister er dét, der holder sammen på verden omkring mig. Har jeg indset. Eller helt præcist, så lød den indre monolog sådan her:

“Aha! Det er dét, man mener med ordet ‘kontrolfreak’!”
“…”
“Åh.”
“Pokkers.”

Fremragende redskab, men …

Nu er jeg jo født strukturfascist, så du vil aldrig høre mig sige eller skrive andet, end at struktur og planlægning er fantastiske og produktive redskaber. Men jeg må også erkende, at de er netop dét. De er redskaber, man kan tage frem at bruge, når de er relevante. Og som man tilsvarende bør gemme væk, når de ikke er relevante.

De er fx ikke relevante i situationer, hvor jeg ikke har den ringeste anelse om, hvad fremtiden bringer. Derfor vil planer jeg forsøger at lægge i den forbindelse med 99 % sikkerhed komme til at være spildte kræfter. Planer er også kun semi-relevante i situationer, hvor planen var helt rigtigt i går, men ikke helt rigtig i dag. Her skal planen ændres, hvis den overhovedet skal kunne bruges.

Planer er rettere sagt ikke lig den virkelige verden. Og derfor kan man i sagens natur heller ikke styre verden blot ved at styre sine planer. Planerne er snarere en slags navigationsmidler, som man kan pejle efter i hverdagen (og er man god til at lægge planer, kan de være overordentligt gode pejlemærker, mind you).

Kontrolfreak Light: Den fede 10/90-fordeling

Skal jeg holde op med at lægge planer? Nej, jeg skal holde op med at forsøge at styre verden ved konstant at gennemgå og justere mine planer oppe i hovedet. I stedet skal jeg koncentrere mig om dét, jeg laver lige nu.

Det lyder jo super-nemt, right? Det ærlige svar er, at det er det ikke, og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har dog i sinde at afprøve en 10/90-strategi på mit struktur-begejstrede hovede. Dvs. at:

  1. Bruge lidt – lad os sige 10 % – af energien på at planlægge, MEN: Huske, at alle planer kun er pejlemærker for, hvordan en udfordring kan tackles (hvilket jeg – ironisk nok – har skrevet et blog-indlæg om tidligere).
  2. Dedikere det meste af den vågne energi til dét, jeg rent faktisk laver, i stedet for at bekymre mig om, hvad der måtte komme. Uanset om det er med i min plan eller ej.

Så nu er det bare med at komme i gang med at øve mig! Et eller andet siger mig, at jeg skal starte med 2’eren …

Mere om fornuftig planlægning og evnen til at fokusere:

Posted in Effektivitet, Personlig produktivitet, Planlægning, Prioritering, Produktivitet, Stress, Strukturfascist, Time Management, Todo-lister, Trivsel