Kender du det dér med at springe fra et punkt på todo-listen til det næste uden så meget som at trække vejret i mellemtiden? Det er en dum idé – det er en rigtig dum idé: Pauser rocks!
Nåhmen, jeg må videre
På et tidspunkt var der én, der nævnte begrebet ‘sense of urgency’ for mig: At nogle mennesker har en indbygget fornemmelse af at alting haster – også selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet. Sådan et menneske er jeg: Præsentér mig for et eller andet, der skal gøres, og jeg regner instinktivt med, at det nok skulle have været i går, og ordet ‘pause’ lader til at være en by i Rusland.
Resultatet er, at jeg har en tendens til at springe fra det ene til det andet uden at tage så meget som to sekunder til lige at trække vejret. Og jeg gør det med ALT:
Fra private aftaler, jeg skal nå, over opgaver, der skal løses på jobbet, til avislæsningen søndag, hvor jeg i hæsblæsende tempo hopper fra den ene artikel til den anden. For jeg har jo ikke TID til at holde pause (og nej, jeg ved ikke, hvad det er, jeg skal nå – livet, måske?).
Så slap dog af!
Problemet med den adfærd – ud over at den er komplet irrationel, altså – er, at den i sig selv stresser:
Jeg får ikke hovedet med mig i dét, jeg laver, af den simple årsag at jeg mentalt er mere fokuseret på at afslutte handlingen fremfor at udføre den (og, hånden på hjertet, jo tættere jeg kommer på afslutningen af handlingen, des mere er jeg fokuseret på, hvordan jeg klarer næste punkt på todo-listen).
Det er rettere sagt en yndig metode, der på magisk vis forvandler livet til en hæsblæsende og piv-stressende marathon. Smart. Eller noget …
At gå standby i en pause
Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv, nemlig at jeg fremover tilstræber at gøre som følger:
- Koncentrere mig 100 % om dét, jeg laver lige nu.
- Tage en lille pause mellem hver evig eneste handling – hvor lille den end måtte være – og bare lave ingenting; højst koncentrere mig om at trække vejret.
Jeg mener det helt bogstaveligt, dét med at lave ingenting: Jeg gør vitterligt, hvad jeg kan, for ikke at udfylde pausen med noget (og det viser sig, at det faktisk slet ikke er nødvendigt at tjekke Facebook hele tiden for at kunne følge med). I stedet fokuserer jeg på bare at være: At trække vejret og ikke tænke på noget.
Det virker: Det giver ro! Og ifølge videnskaben gør det også en helt masse andet godt, såsom at øge kreativiteten og det mentale velvære.
Så nu er det bare om at blive ved med at huske pauserne. Uanset hvor travlt jeg har. Og at være fokuseret og koncentr… uh, egern!
Andre tanker om at holde pause – og at holde fokus
- Glædelig nyhed: Ikke at orke er ikke tegn på dovenskab
- Okay … fokus!
- Tvungen langsomhed: Om hvorfor det er smart at spænde ben for sin egen stress
Vil du have mere af det her?