Menu Luk

Hvad er en agil proces? Pokkers effektiv, hvis du holder dig til 4 enkle trin

En agil proces er den helt rigtige tilgang, når I vil levere effektivt, på trods af at I løser komplicerede opgaver med mange ubekendte. Hemmeligheden er ikke at overgøre det. Hold det enkelt med de her 4 trin, som jeg, ja, har valgt at kalde en 4-trins-raket: Deraf raketten på billedet.

Agil, omstillingsparat og andre buzzwords

“Vi vil gerne levere langsommere. Hvis vi også kan undgå at være omstillingsparate, ville det være fedt.” Sagde ingen virksomhedsleder nogensinde. En agil proces har længe været svaret, når en virksomhed vil være hurtig og omstillingsparat. Men aktuelt får agiliteten skældud.

Hvis du spørger mig, er der intet galt med at holde fast i en agil proces. Tværtimod. I en omskiftelig verden, der konstant kræver nye løsninger, giver den agile tilgang bedst mening. 

Men mange teams og organisationer har over-kompliceret det.

Forsinkelser, misforståelser og blindgyder

Her er hvad jeg gennem årene har set af udfordringer på proces- og samarbejds-fronten. Både i ikke-agile organisationer og i formelt agile organisationer:

  • Opgaver bliver forsinkede, fordi ledere og teams er flaskehalse.
  • Medarbejdere misforstår hinanden, så de laver dobbeltarbejde, forkert arbejde eller intet arbejde (når en bold falder mellem to stole).
  • Arbejde ender i blindgyder og spildt arbejde, fordi man ikke lærer undervejs eller mister målet af syne.

I kan (heldigvis) eliminere listen, hvis I har forstået kernen i at arbejde agilt. Og holder jer til kernen. 

Så hvad ER en agil proces?

En agil proces handler i sin kerne om at have en klar idé om, hvor I skal hen. Men I træffer ikke alle beslutninger fra start. I stedet lærer og tilpasser I jer undervejs.

Først skal I formulere jeres fælles mål så klokkeklart, at I kan træffe beslutninger efter det i hverdagen.

Derefter følger du og dine kolleger denne lille 4-trins-raket: 

  1. Planlæg hvad første skridt mod målet skal være. 
  2. Gør så dét. Tal løbende sammen og få feedback fra slutbrugeren.
  3. Lær af dét, I gjorde. Beslut, hvad I nu skal gøre anderledes. 
  4. Start forfra i raketten.
Det agile lærings-loop med Planlæg - Gør det - Lær - Gentag. Her i Line Hviids lettere hektiske streg.

Når jeg starter nye agile teams op, tuder jeg dem ørerne fulde af dét, jeg kalder det agile lærings-loop. Det er såmænd 4-trins-raketten tegnet som en slags cirkel.

Keep it simple. Please!

Den agile tilgang kommer fra software-udviklingen og har rødder i det agile manifest. Men den kan bruges til meget andet.

En agil proces er oplagt, hver gang I bakser med opgaver, der er komplicerede og har mange ubekendte. 

Altså situationer, hvor I har svært ved at regne den rigtige løsning ud på forhånd. Og dermed en situation, hvor det er let at komme til at spilde tiden med at løbe forvirrede rundt.

Ofte bliver en agil tilgang dog præsenteret som noget, der i sig selv er kompliceret. Eller som en tilgang, hvor det er meget vigtigt, at man følger en manual til punkt og prikke. 

Min erfaring fortæller mig dog, at forstår du loopet – og følger det! – så er du agil. 

Og du får fordelene ved en agil proces. Du ved: Hurtig levering og tonsvis af omstillingsparathed, ik’.

Pssst… du kan få effektivitet direkte i indbakken

Du skal bare skrive dig op til mit nyhedsbrev dernede, så klarer jeg resten

Posted in Agilitet, Effektivitet, Planlægning, Prioritering, Proces-optimering, Samarbejde