Det er åbenbart blevet decideret trendy at sætte personlighedstyper og diagnoser på sig selv. Jeg er dermed helt med på vognen som erklæret introvert. Men jeg synes faktisk ikke, det er uproblematisk med alle de dér kasser.
På en skala fra 1 til Aspergers
Mere end én gang har jeg hørt mig selv sige, at det eneste, der holder mig fra at være skrigende autist, er en veludviklet social intelligens. Sandheden er, at jeg flere gange har overvejet, om dét i virkeligheden var løgn. At det ikke ‘bare’ er et spørgsmål om hvor jeg lander på et spektrum af personlighedstyper, men at jeg rent faktisk render rundt med en mild grad af Aspergers og altså har en diagnose (update på den front).
Jeg er nu ret sikker på, at jeg ikke har Aspergers. Set i et større perspektiv synes jeg dog, at det er interessant at et tilsyneladende normalt og velfungerende individ som mig får den en tanke (ikke at der er noget som helst galt med at have Aspergers eller andre autismeforstyrrelser).
Hvor pokker kommer sådan en diagnose-tanke fra?
Er du sød at klemme dig her ned?
Hvis du spørger mig kommer tanken, fordi vi har et snævert normalitetsbegreb. Der er én enkelt kasse, som vi alle helst skal passe ned i. Når du er ‘rigtig’, er du udadvendt, jonglerer nemt masser af bolde, og du elsker forandringer (så længe det ikke er for mange forandringer, du kaster dig over – for så putter vi dig ned i ADHD-kassen).
Der er ikke noget i vejen med de personlighedstyper, der lever op til ovenstående billede. Men der er noget i vejen med at ville have, at vi alle sammen skal leve op til det. For alle mennesker er næppe sådan inderst inde. Jeg er selv en af dem, der ikke passer.
Når jeg er sammen med andre mennesker, vil jeg hellere lytte end tale. Lørdag aften vil jeg hellere tilbringe hjemme på sofaen med en bog end at være ude til fest. Og ja, jeg foretrækker, at der er mere, der er planlagt, end der er en hel masse, der sker spontant.
“Du siger ikke så meget, hva’?”
Siden jeg var helt bette, er min stille opførsel som oftest vurderet negativt. Er du selv introvert, kender du helt sikkert de her klassiske kommentarer: “Nu må du ikke være så genert!”, “Du siger ikke så meget, hva’?” og “Arj, kom nu!”. Det er alle kommentarer, der fortæller, at jeg burde fylde noget mere, larme noget mere, at min måde at være på var forkert.
Ingen har nogensinde spurgt mig, om jeg overhovedet havde lyst til at fylde mere. Eller om jeg måske i virkeligheden havde det helt fint med bare at være stille.
Hvis jeg nu havde haft én af de der fandenivoldske personlighedstyper, så havde jeg sikkert været ligeglad. Men sådan er jeg ikke, på trods af at jeg har faktisk brugt ca. 20 år(!) af mit liv på at forsøge at lave om på mig selv. Det lykkedes for så vidt, men kun på overfladen. Og indeni gjorde det mere og mere ondt.
Uh, jeg er blevet in!
Der var en grund til, at min ekstroverte overflade overhovedet ikke harmonerede med alt det indeni. Dét fik de to pionérkvinder, Susan Cain og Elaine Aron, heldigvis banket ind i hovedet på mig med deres respektive bøger ‘Quiet’ og ‘The Highly Sensitive Person’. De gav mig også de to begreber – eller personlighedstyper, om du vil – ‘introvert’ og ‘særlig sensitiv’, som jeg i dag glad og stolt klistrer på mig selv.
Derfor fangede TV2 og Alt For Damerne straks min opmærksomhed, da de i samarbejde bragte en artikel om, at det ligefrem er blevet in at være introvert og sensitiv. Her citerede de også eksperter for at sige, at: “Vi nærmest leder efter diagnoser – eller mærkater – vi kan forklare vores forskelligheder med”.
På den ene side synes jeg, at det er noget fis – eller i hvert fald problematisk – at vi sådan render rundt og smider personlighedstyper og diagnoser efter os selv og hinanden. På den anden side ved jeg jo godt, hvorfor jeg selv gør det. Jeg vil ligefrem gå så langt som til at sige, at dét at finde ‘mine’ personligheds-prædikater har forandret mit liv til det bedre.
Og så er vi tilbage ved kasse-snakken igen, for hvad gør man, hvis man ikke passer ned i den officielle kasse? Man finder selvfølgelig en anden kasse, sin egen kasse – den kasse, der passer. Men ville det ikke være bedre, hvis der let ikke var nogen kasser, kun mennesker, personlighedstyper og et væld af forskelligheder?
Så lad os smide kasserne væk og i stedet favne hinandens mangfoldighed – hvor skæv den end måtte være …!