Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere! Det er jo godt, men det er også skidt, for det har sendt mig i eksistentiel krise. Vejen gennem stress handler tilsyneladende om at mestre kunsten at være ligeglad. Heldigvis har jeg fundet løsningen på krisen. Tror jeg nok.
“Just breathe!”
Som så mange andre har jeg flere gange oplevet smagen af stress. Jeg er – gudskelov – sluppet for at crashe helt og ende i udbrændthed, men glidebanen, du ved? Den, der fører dig derned, hvor du ikke kan komme op igen, hvis du træder bare lidt forkert? Den glidebane har jeg været ude på lidt for mange gange. Derfor er det med en vis tilfredshed, at jeg kan konstatere, at jeg har fundet en piv-god vej til stresshåndtering. Det handler om kunsten at være ligeglad. I hvert fald at være mere ligeglad.
På ægte yoga-manér øver jeg mig i at acceptere tingene, som de er. Dvs. at observere dét, der sker, og så bare … trække vejret. “Just breathe”, som instruktøren altid siger, mens man selv ligger og roder rundt på en yogamåtte, mens man forsøger at få foden om bag nakken.
Denne accept står i skærende kontrast til min tidligere modus operandi, hvor jeg som udgangspunkt bliver revet med af hvad og hvem som helst – og også gerne når som helst. Revet med betyder enten at hoppe på snuden for at gøre en helt masse mennesker glade. Eller det betyder at kæmpe indædt for dét, JEG mener, er det rigtige. Alt sammen, selvfølgelig, på en tilsvarende passioneret/medfølende/indigneret/[indsæt selv flere følelsesladede tillægsord] måde.
Men … hvad er så meningen med det hele?
Derfor er min nye tilstand enormt befriende: Alting bliver meget lettere, når man er i stand til at trække på både smilebånd og skuldre og sige: “Ja, ja…” og så være lidt ligeglad med det hele. Man sover også bedre om natten, kan jeg afsløre.
Problemet er bare, at den her zen-agtige, ‘mind like water’, tilstand har vist sig at have en bagside. Fordelen ved passioneret at lade sig rive med af hvad og hvem som helst er jo, at man i den grad oplever, at man lever. At der er ting i verden, der er værd at kæmpe for!
Så når jeg nu gang på gang er ligeglad, trækker på skuldrene og tænker, “Ja, ja …”, hvad er så meningen med det hele?
Kunsten at være ligeglad på den rigtige måde … på Bornholm!
For en uges tid siden stod jeg ved et bornholmsk busstoppested og diskuterede ovenstående eksistentielle krise med min bedre halvdel (vi tager ikke normalt til Bornholm for at diskutere den slags, vi var såmænd bare på ferie, da samtalen opstod). Selv på en afslappet bornholmer-ferie forsatte min krise. Jeg kunne ikke finde meningen!
Allerede dagen efter skete der heldigvis noget. Jeg sad på sofaen i vores lejede sommerhus, fanget i en solstråle og med kaffe, chokolade og en god bog inden for den helt rigtige rækkevidde. Pludselig tog jeg mig selv i at tænke: “Ah, dét her er livet! Det her er meningen!”
“Meningen med livet er altså kaffe og god chokolade”, spørger du, måske lidt skeptisk? Som ægte chokolade-narkoman vil jeg bestemt ikke udelukke det, men jeg er ret sikker på, at dét, der udløste tanken hos mig, var denne magiske formel:
- At have TID til at gøre dét, jeg var i gang med (læs: Ingen hektisk fornemmelse af at skulle videre til noget andet lige om lidt).
- At dét, jeg var i gang med, var lige præcis dét, jeg havde LYST til at være i gang med. Lige nu.
Jeg var med andre ord ligeglad med alt andet end dét, jeg foretog mig nu. Ergo handler kunsten at være ligeglad om ikke at være 100 % ligeglad – men at være ligeglad med alt dét der ikke er vigtigt lige nu (det er der rent faktisk en gut, der har skrevet en hel bog om).
Nu skal jeg så bare integrere denne filosofi og de to huskeregler i en helt almindelig og hektisk dagligdag. Dét lyder nemt …!