Er det bare mig, eller har mange et ‘enten-eller’-forhold til planer? Enten følger man dem slavisk. Eller også har man dem ikke. Men planer er ikke diktater: De er skitser, der viser, hvordan du kan realisere dine ideer.
Jeg har en plan!
Som de fleste omkring mig er klar over, er jeg vældig glad for planlægning, lister og lignende strukturfascistiske tiltag. Jeg er også godt klar over, at jeg måske er en anelse uden for normalspektret, når det kommer til at lægge en plan.
Derfor bestræber jeg mig på, ikke at overgøre det – især i andre menneskers nærvær. Omvendt er jeg også glad for min strukturfascisme, for jeg er afsindigt god – og hurtig! – til at få et overblik over og finde ud af, hvordan tingene skal gøres, og dét er en utroligt praktisk evne at have.
Men jeg oplever gang på gang, at planlægning for mange mennesker er et enten-eller:
Enten lægger du en stor, forkromet plan, som du følger slavisk, uanset hvad der måtte falde ned om ørerne på dig. Eller også har du ingen plan overhovedet og tager den “lissom bare … som det kommer, du ved.”
Dét har jeg aldrig sagt
Jeg bliver for det meste (okay, nu lyver jeg – jeg bliver ALTID) slået i hartkorn med de første typer:
Når jeg lægger en plan for, hvordan vi/man/nogen kan få noget gjort, er dét folk hører tilsyneladende: “Nu gør vi det sådan her. Præcis sådan her. Uanset hvad der så måtte ske. Nogensinde. Nej. Vi kan ikke gøre det anderledes. Overhovedet. Luk.”
Det irriterende er bare, at dét har jeg aldrig sagt! Jeg forsøger i hvert fald ihærdigt at sige noget andet: Bestræber mig omhyggeligt på at præcisere, at man selvfølgelig kan justere hen ad vejen, at vi jo altid kan blive klogere og – yada-yada …
Men det faktum, at jeg i almindelighed er fortaler for planlægning og lister gør åbenbart, at jeg ikke er til at stole på, når det kommer til pragmatiske løsninger.
Den sande historie om mine planer
I løbet af mit semi-lange liv har jeg lavet uanede mængder af planer og lister (jeg startede tidligt, forstås). Sandheden er, at jeg ikke har fulgt mange af dem.
Jeg laver dem nemlig altid om undervejs: Bytter om på ting, smider ting ud, smider ting ind eller dropper hele projektet, fordi der alligevel ikke var tid til det – eller noget andet pludselig var sjovere eller vigtigere.
For mig er en plan ikke et diktat. Det er en skitse af vejen mod et mål: En konkretisering af en eller flere abstrakte ideer, der med planen er blevet et projekt, der rent faktisk kan blive til noget.
Og – jaja – det kan da meget vel være, at man undervejs finder ud af, at noget skal gøres anderledes. Eller at noget slet ikke skal gøres. Eller kan lade sige gøre, osv. I så fald justerer man bare planen, så den endnu engang er en skøn og realistisk konkretisering af de ideer og drømme, man måtte have. Den slags kalder man faktisk at ‘arbejde agilt’, men dét er en helt anden snak.
Så, når planer nu også kan være skitser, hvorfor tror mange så, at det er et spørgsmål om enten-eller?