Jeg er fjollet med at vandre. Man er nemlig tvunget til at tage sig tid og til at være nærværende. Ville dét være smart at inkorporere nærvær i hverdagen også? Dét tror jeg nok, det ville! Her er mit bud på hvordan.
Skal jeg tisse?
Jeg har henslæbt seks dage af min sommerferie med at traske af sted gennem det smukke – men temmeligt sjappede – irske landskab på Dingle-halvøen. Det er fjerde gang, gemalen og jeg er af sted på dét, vi så nydeligt betegner som ‘luksus-vandreferie’: Vi overnatter på små hoteller og B&B’s, får bagagen kørt for os i løbet af dagen og følger så ellers selv efter til fods, kun udstyret med dagsrygsæk, vandrestav og – selvklart – højt humør. Intet skal have lov til at spolere dét, vandring gerne udløser: Automatisk nærvær!
Noget af dét, jeg elsker ved at vandre, er nemlig den enkelhed, der ligger i at gå fra sted til sted: Der er kun én overordnet ting på dagsordenen, nemlig at komme herfra og dertil, hvilket i praksis udføres ved at sætte den ene fod foran den anden (hvilket skulle være til at overskue, har jeg ret?).
Dagens øvrige punkter er heller ikke just overvældende: Har vi brug for en pause? Skal jeg tisse? Og hvornår skal vi spise? Det er såre simpelt.
På turen i år indså jeg, at noget af dét, der gør vandring så vidunderligt simpelt, er, at to faktorer helt automatisk kommer i spil. Man bliver nemlig tvunget til at:
- Tage sig tid
- Være nærværende
At tage sig tid
Indrømmet, man kan sikkert sagtens få rodet sig ud i en vandretur, hvor man har overvurderet egne evner og/eller dagsform, og derfor får allerhelvedes travlt med at komme frem til destinationen inden mørkets frembrud. Men hvis man ellers er i besiddelse af lidt selverkendelse, når man vælger rute, er det faktisk svært at have travlt på en vandretur:
- Du har kun dine fødder til rådighed som transportmiddel (læs: Et langsomt transportmiddel – selv med store fødder og lange ben).
- Underlaget sætter ofte en naturlig begrænsning for eventuel trang til at haste skridt igennem (se fx ovenstående billede, der viser min højre fod efter jeg ikke udviste nok nærvær og jokkede ned i et mudderhul).
- Ben, fødder og ryg bliver trætte i løbet af turen, så er du smart, rationerer du med energien.
Som sagt: Piv-svært at have travlt!
Automatisk nærvær
Apropos punkt 2 ovenfor, så opfandt vi et par – for os – nye begreber på Irlands-vandreturen: ‘Multitasking-stier’ og ‘Ikke-multitasking-stier’.
Førstnævnte er stier og veje, hvor man sagtens kan nyde udsigten, falde i staver eller spekulere på andre ting, mens man går. Vel at mærke uden at risikere at tilte ned af skråninger, snuble over får eller – den mest oplagte risiko i Irland – jokke foden direkte ned i det føromtalte mudderhul.
De andre stier, altså ‘Ikke-multitasking-stierne’, er dem, der kræver 100 % nærvær: Sætter man ikke foden det rigtige sted, er der kontant afregning ved kasse 1, og man befinder sig pludselig på røven, på næsen eller med en fod indsmurt i ægte irsk mudder.
Behøver jeg at nævne, at de fleste stier har det med at falde i sidstnævnte kategori på en vandretur? Rettere sagt: Piv-upraktisk ikke at være nærværende.
Vandrestemning i hverdagen
Nu hvor ferien er forbi, har jeg sat mig for at lade hverdagen adoptere de to faktorer. Ambitionen er derfor hver dag at:
- Tage mig tid – ved at sørge for så meget luft i kalenderen og på todo-listerne, at jeg sjældent får rigtigt travlt.
- Være nærværende – ved at behandle dagligdagens handlinger, som var det meditation: Når jeg opdager, at jeg tænker på alt muligt andet (nåh, det sker også for dig?), vil jeg venligt, men bestemt, skubbe mine tanker og opmærksomhed tilbage til det, jeg rent faktisk er i gang med.
Så, dér: Nu er jeg klar til at skabe god gammeldags vandreferiestemning – selv på helt almindelige hverdage. Dagligdag, kom an!