Jeg bliver ikke stresset af at have travlt, jeg bliver stresset når jeg ikke har koncentration og fokus. Og det er lykkedes mig at lokalisere tre typer adfærd, der netop spænder ben for et koncentreret fokus. Så dem vil jeg nu straks aflægge mig. Eller noget.
Når hjernen hopper og danser
Der er dage, hvor jeg forvirret tænker, at jeg da for hulen ikke er introvert med behov for (og talent for, i øvrigt) at gå i hule og udvise skarp koncentration og fokus på opgaven foran mig. Næh, jeg må have ADHD. Sgu.
For det sker ikke så sjældent, at hjernen hopper og danser en hel dag: Er jeg ikke i gang med at multitaske i den fysiske verden, så skifter jeg browservinduer, som gjaldt det livet eller laver én ting, mens jeg halvt tænker på noget andet.
Den adfærd er ikke bare uproduktiv, den er ofte decideret ubehagelig, for jeg bliver skrigende stresset af det. Og jeg skal ellers forestille at have forstand på personlig produktivitet, der øger evnen til fokus.
Der ligger en erkendelse her: Når min krop synger af stress, er det nemlig ikke nødvendigvis i kølvandet på de dage, hvor jeg har haft travlt: Det er de dage, hvor jeg ikke holder fokus!
På dage hvor det lykkes mig at holde benhård koncentration og fokus på den enkelte opgave, knokle den igennem for derefter tage en dyb og velfortjent indånding, inden jeg går i gang med den næste, går jeg rolig og afbalanceret fra arbejde. Uanset hvor travlt, jeg har haft.
Tankevækkende? Dét tror jeg nok, det er.
What NOT to do
Jeg har lokaliseret tre typer adfærd, som i den grad er obstruerende for ethvert konstruktivt fokus på noget som helst, og som derfor bør undgås for enhver, der har ambitioner om at udvise bare en smule koncentration og fokus.
De tre no go’s for folk, der gerne vil fokusere, er:
- Multitasking: At gøre flere ting på én gang; fx at løse en opgave OG tjekke mobil – eller at tale med kollegaen, der stak hovedet ind OG halvt arbejde videre (okay, hvor mange er skyldige i den her – hånden op?).
- Zapning: At zappe hurtigt mellem flere handlinger; inkluderer ofte overspringshandlinger som fx ‘arbejde-tjekke mail-tjekke Facebook-arbejde’-rutinen.
- Spaltet opmærksomhed: Når man laver én ting, men samtidig har halvdelen af opmærksomheden på noget andet; fx hvis man skriver på en artikel, mens en anden del af hjernen konstant spørger, om man ikke lige skal tjekke, om den der mail er dukket op (alt imens et tredje område af hjernen prøver at komme igennem med ideen om en kop kaffe).
Hvordan jeg (forsøger) at lade være med at gøre det
De tre dårlige vaner må og skal dø! Det tager efter sigende 21 dage* at ændre en vane, og værende strukturfascist har jeg selvfølgelig lavet en plan:
I tre uger har jeg skulle bestræbe mig på at holde fokus på én ting ad gangen. Der er ikke nogen særlige repressalier, hvis det glipper: Opdager jeg, at jeg har syndet med en af de tre no go’s, skal jeg blot holde op med den og i stedet vende tilbage til at være fokuseret.
Jeg holder mig selv i ørerne ved hver aften at lave noter på to ting:
- Hvordan det er gået i dag
- Dagens stressniveau, vurderet på en skala fra 1 til 5
* Eller måske 30 eller 40 dage, internettet er uenigt med sig selv her (og så er der dem, der påstår, at det med antal dage er noget vrøvl).
Hvordan jeg vil straffe mig selv for at gøre det
I morgen er de tre uger gået og, ahøm … – skal vi ikke bare sige, at jeg stadig har nogle dårlige vaner at gøre op med?
Det er nu ikke helt skidt, for det er faktisk lykkedes mig at blive mere bevidst om, hvornår jeg falder i. Og dét gør det jo alt andet lettere at stoppe mig selv i at gøre mig skyldig i de forbandede no go’s. Derfor tager jeg tre uger til. No go’s er – selvfølgelig – de samme, men måden at holde mig selv i ørerne på, er ny. Nu har jeg indført repressalier: Hver gang jeg falder i, skal jeg give mig selv et strafpoint i den dertil indrettede app på telefonen.
Så – nu får vi at se, om straf kan tage mig til næste niveau i kampen for mere koncentration og fokus.