Menu Luk

Nej: Det ene af de to korrekte svar på alting

Et af de to svar på alting: Nej!

Der findes to – og kun to – fornuftige svar, når andre mennesker beder dig om at gøre noget. Det ene er det lille ord ‘nej’.

Mig, mig – ta’ mig!

Kender du fornemmelsen af at blive begejstret ved tanken om noget, du får mulighed for at gøre eller deltage i? Eller hvad med at kunne hjælpe andre med noget, at være til nytte? Hvis du kender de fornemmelser, så tilhører du gruppen af rare, kompetente og ovenud entusiastiske mennesker, der muntert river ja-hatten til sig og udbryder: “Den klarer jeg!” Spørgsmålet er bare, om du ikke nogen gange burde sige: “Nej.” Eller noget helt tredje.

Jeg siger bestemt ikke, at vi aldrig skal hjælpe hinanden. Eller sige ja til gode ideer. Selvfølgelig skal vi det! Vi skal bare huske at tænke os om, inden vi gør det. For du ved jo godt, hvad der sker, når du forlader lokalet, lægger røret på eller lukker mailen.

Du vender tilbage til eget hoved, egen krop og egen todo-liste, gør du. Derefter går du i gang med at prygle dig selv med din egen ja-hat, for det dér har du jo OVERHOVEDET ikke tid til!

De to svar på alting: ‘Nej’ eller …

Jeg tror, jeg er verdensmester i ovenstående discipliner – eventuelt på en delt førsteplads med en hel masse andre mennesker. Derfor forsøger jeg intenst at lære mig selv, at der kun findes to fornuftige svar, når andre mennesker fanger mig og beder mig om at gøre et eller andet:

  1. “Nej”
  2. “Dét skal jeg lige tænke over.”

Nu skriver jeg ganske vist ‘andre mennesker’ ovenfor, men skal jeg være helt ærlig, gælder det her lige så meget mig selv og alle de fremragende ideer, jeg får. Og som jeg overhovedet ikke har tid til.

Så kære ja-hat: Fis af!

Flere hacks til at få prioriteterne i orden

Posted in Motivation, Personlig produktivitet, Planlægning, Prioritering, Stress, Time Management, Todo-lister, Trivsel