Jeg er blevet piv-god til at stresshåndtere! Det er jo godt, men det er også skidt, for det har sendt mig i eksistentiel krise. Vejen gennem stress handler tilsyneladende om at mestre kunsten at være ligeglad. Heldigvis har jeg fundet løsningen på krisen. Tror jeg nok.
Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg er ved at dø. Det skyldes ikke, at jeg er ved at tillægge mig en særlig morbid tilgang til tilværelsen. Jeg har bare fundet ud af, at dét spørgsmål kan virke nærmest magisk på stress-symptomer.
Alle strukturfascister drømmer sødt om den dag, hvor der endelig, endelig er styr på det hele. Men vejen dertil lader til at være fyldt med frustrerende mange forhindringer. Lidt ligesom arbejdsdagen er det for Pixars lille rengøringsrobot, M-O. Hvilket fik mig til at tænke …
Vil du også gerne have mere tid? Så skulle du måske bruge mindre tid på sociale medier. Lettere sagt end gjort, siger du? Oh, dét ved jeg! Men jeg har nu fundet et par tricks, der kan noget.
Føler du at livet er en slags tennis, hvor du halser rundt efter boldene? Du kan hacke din travlhed, så du selv vælger, hvad du rammer.
Er det bare mig, eller har mange et ‘enten-eller’-forhold til planer? Enten følger man dem slavisk. Eller også har man dem ikke. Men planer er ikke diktater: De er skitser, der viser, hvordan du kan realisere dine ideer.
Der findes to – og kun to – fornuftige svar, når andre mennesker beder dig om at gøre noget. Det ene er det lille ord ‘nej’.
Jeg bliver ikke stresset af at have travlt, jeg bliver stresset når jeg ikke har koncentration og fokus. Og det er lykkedes mig at lokalisere tre typer adfærd, der netop spænder ben for et koncentreret fokus. Så dem vil jeg nu straks aflægge mig. Eller noget.
Kender du den der fornemmelse af at alting haster? Det gør du nok. Spørgsmålet er bare, hvor ofte du oplever den? Nogle oplever den nemlig oftere end andre. Åbenbart.
Kan du huske sidste gang, du fortalte et andet menneske om, hvor travlt du har? Følte du dig vigtig? Betydningsfuld? Og – hvis du nu skal være helt ærlig – var alle de ting, du havde gang i helt så livsnødvendige, som du fik dem til at lyde? Siden hvornår blev travlhed et adelsmærke?